Skolerne har brug for penge til bøger, lyder meldingen fra flere borgmestre
I kølvandet på undervisningsminister Mattias Tesfayes anbefalinger til skoleelevers brug af skærme, hvor han bl.a. anbefaler kun at bruge skærme, når det er didaktisk og pædagogisk hensigtsmæssigt, kommer tre borgmestre nu med et opråb om at, de har brug for flere penge til bøger, hvis de skal kunne leve op til anbefalingerne.
Det skriver DR.
Det er et stort problem på rigtig mange skoler, at der ikke længere er så mange bøger, så hvis man skal følge anbefalingerne, kræver det, at man skal indkøbe flere bøger, mener de tre borgmestre fra henholdsvis Greve, Dragør og Frederiksberg.
”Hvis transformationen skal gå hurtigt, så har vi brug for at købe nogle flere bøger og måske også få opbygget noget mere kompetence. Der må regeringen meget gerne spæde til, hvis udviklingen skal gå hurtigt, ellers kommer det til at tage længere tid, fordi kommunernes budgetter er pressede,” siger borgmester i Frederiksberg Kommune Michael Vindfeldt.
I Sverige har regeringen netop afsat 176 mio. SEK til indkøb af skøn- og faglitteratur i landets børnehaver og skoler, og der vil komme flere penge næste år til de større årgange.
GRAKOMs adm. direktør Carina Christensen har i tråd med de tre borgmestre tidligere udtalt, at undervisningsministerens anbefalinger skal understøttes af konkret handling:
”Jeg er helt enig med borgmestrene i, at hvis der for alvor skal ske en reduktion af elevernes skærmbrug i skolerne, så skal der flere bøger ind i undervisningen. De bøger kommer på ingen måde af sig selv – og det koster. Derfor må der også afsættes midler til flere bogindkøb – præcis som man nu gør det i fx Sverige med en national investering. Skolerne er jo i forvejen pressede økonomisk, så de kan ikke løfte opgaven selv”.
Carina Christensen ser det som en fælles opgaver mellem stat, kommuner og de enkelte skoler:
”Som i Sverige skal man - samtidig med at man tilvejebringer midler til en statslig investering - stille krav om, at man også lokalt investerer et tilsvarende beløb el.lign, hvis man skal have del i midlerne. Det er et fælles ansvar at løfte denne generation af skoleelever og vende den alvorlige udvikling med faldende læsefærdigheder”.
Til DR svarer Mattias Tesfaye, at der er forhandlinger i gang om flere penge til folkeskolerne, men han giver også udtryk for, at man kan spare på indkøb af digitale læremidler og bruge pengene på bøger.