Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Flere bøger til børnehaver og skoler nu

Flere bøger til børnehaver og skoler nu Foto: Colourbox
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 22. februar 2024
I Sverige har regeringen netop afsat 176 mio. SEK til indkøb af skøn- og faglitteratur i landets børnehaver og skoler. Målet er at vende den negative udvikling med elevernes faldende læsefærdigheder. I GRAKOM er adm. direktør, Carina Christensen, begejstret for tiltaget og opfordrer til, at man gør noget tilsvarende i Danmark.

Børnehaver og skoler i Sverige får nu 176 mio. SEK til at købe omkring 880.000 bøger, som er øremærket til 2024. Baggrunden for den store opbakning fra den svenske regerings side, er at man i Sverige – ligesom i Danmark – har problemer med elevernes faldende læseforståelse, og at en stor del af eleverne ikke kan læse tilstrækkeligt. Det gør svenskerne nu noget ved med et nyt statstilskud til indkøb af bøger.

” Svenske elevers læseforståelse falder, og over 20 procent i folkeskolen kan ikke læse tilstrækkeligt. For at vende denne seriøse udvikling er der brug for mange indsatser, ikke mindst behovet for flere bøger i vores børnehaver og skoler. Nu giver vi skolelederne bedre mulighed for at skabe deres eget førskolebibliotek, købe skønlitterære værker ind i klassen eller fylde skolebibliotekets hylder med attraktive bøger, siger den svenske skoleminister Lotta Edholm i en pressemeddelelse.

I første omgang er bevillingen på de 176 mio. SEK primært målrettet primært de mindre børn. Fra næste år kan man søge om økonomisk støtte til de større elever både i grundskolen og i gymnasiet.

”Det er et flot og forudseende tiltag af den svenske regering. Jeg er helt på linje med den svenske skoleminister, når hun siger, at der kræves mange og vægtige indsatser for at vende den alvorlige udvikling i børn og unges læsefærdigheder, som man har kunnet se ud af PISA-undersøgelserne de senere år, siger GRAKOMs adm. direktør, Carina Christensen.

Hun fortsætter:

”Jeg vil opfordre den danske regering til nu at se mod vores naboland og sætte tilsvarende tiltag i søen. I Danmark er problemerne med faldende læsefærdigheder hos skolebørn mindst lige så alvorlige. Derfor bør de velmente anbefalinger, som den danske undervisningsminister kom med tidligere på måneden, omsættes til konkret handling – præcis som man nu gør det i Sverige”, siger Carina Christensen.

Carina Christensen henviser til, at undervisningsminister Mattias Tesfaye tidligere på måneden kom med anbefalinger til brug af skærme i grundskoler og fritidstilbud. Her lød det blandt andet, der skal gives plads til analog læring i skolerne, og at skærme kun skal bruges, når det er didaktisk og pædagogisk hensigtsmæssigt

I forbindelse med undervisningsministerens anbefalinger sagde Carina Christensen:

”Anbefalingerne fra børne- og undervisningsministeren er udmærkede og velmente, men jeg tvivler stærkt på, at de i sig selv vil gøre nogen stor forskel. Der er nok snarere behov for en plan fulgt op af konkrete tiltag. Vi bør også drøfte, om det virkelig er tilstrækkeligt at overlade det til skolerne at løfte opgaven selv. Måske skal der nationale tiltag til, hvis udviklingen for alvor skal vendes”.

Det svenske statstilskud til indkøb af bøger er baseret på en aftale mellem Sverigedemokraterna, Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerne. Kravet til at søge om de svenske penge til bøger er, at institutionerne selv afsætter egne midler til at købe trykte undervisningsmidler. 

Læs også
Med den nye lov om bæredygtighedsrapportering vil man tydeligere kunne se, hvem der reelt er grønne, og hvem der bare bryster sig af det. Der følger dog også administrative byrder med rapporteringen, og her bør der følge vejledning og støtte til virksomhederne, siger GRAKOMs adm. direktør Carina Christensen.
Christina Toftegaard Nielsen, der som Forbrugerombudsmand havde stort fokus på greenwashing, skal nu være forperson for Miljømærkenævnet.