Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Danskere til FESPA-messe: "Vi er blevet her længere end planlagt for at få det hele med"

Danskere til FESPA-messe: "Vi er blevet her længere end planlagt for at få det hele med" Jens-Kristian Pedersen, Rikke Christiansen og Niels Rask ved FESPA Global Print Expo 2024. Foto: Michael Brochmann
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 21. marts 2024
Indtil videre har vi fået en tredjeplads ved europamesterskaberne i wrapping, og de danske besøgende, der er taget til FESPA Global Print Expo, er meget begejstrede for messen.

FESPA Global Print Expo har været i fuld gang de seneste dage og onsdag kunne man kåre vinderne i Europamesterskaberne i wrapping: World Wrap Masters Europe. Tre danskere deltog. Katrine Clausen fra BSM Reklame fik en tredjeplads og Simon Manley Jokumsen – der sidste år blev verdensmester – fik en femteplads.

Ingen af dem går desværre videre til finalen – dvs. verdensmesterskaberne – der bliver afholdt torsdag og fredag med finale fredag eftermiddag. Her deltager danske Filip Sørensen, som vandt det danske mesterskab i wrapping tidligere på måneden, da det blev afholdt ved Audi i Fredericia.

Katrine Clausen Ved EM 2024

Katrine Clausen fra BSM Reklame under World Wrap Masters Europe 2024

Rigtig mange spændende ting i år

Flere danskere besøger som sædvanligt FESPA-messen, heriblandt dem, der har tilmeldt sig turen gennem FESPA Denmark, som også arrangerer en netværksmiddag og en netværksreception.

En af de besøgende er direktør i JK Tryk ApS, Jens-Kristian Pedersen, der for første gang ikke rejser alene, men som i år har taget sin art director Søren Olin med. De var taget afsted for at se på digitaltryk.

”Der er sket store ting inden for specielt det digitale, men også inden for broderi har vi set interessante ting. Det skal vi helt sikkert kigge nærmere på, når vi kommer hjem,” siger Jens-Kristian Pedersen og tilføjer:

”Vi var spændte på FESPA-messen denne gang, for senere på året ligger Drupa, men det blev hurtigt gjort til skamme. Der er rigtig mange spændende ting her i år, faktisk er vi blevet her længere ind vi havde planlagt hjemmefra for at få det hele med.”

Jens K Ved FESPA 2024

Direktør i JK Tryk ApS Jens-Kristian Pedersen

Masser af inspiration

Rikke Christiansen, der er direktør i Skilte & Print, samt sidder i FESPA Denmark bestyrelse – og desuden var en af dommerne ved den danske wrapping-konkurrence tidligere på måneden - er også blandt de 11.000 forhåndsregistrerede besøgende på FESPA-messen. Hun fortæller, at hun bl.a. indtil nu har brugt tiden på at heppe på de danske deltagere i World Wrap Masters Europe og netværke med en masse mennesker. Hun tilføjer:

”Vi har fået en masse ny inspiration fra de mange spændende udstillere, set en masse nyheder i forbindelse storformatsprintere, blandt andet en printer der lavede de mest fantastiske print med neonfarver.”

Der er 525 udstillere på messen, som Rikke Christiansen synes, virker større i år, hvor den finder sted i Amsterdam, end sidste års messe i München.

Rikke Christiansen Ved FESPA 2024

Direktør i Skilte & Print Rikke Christiansen

Europas førende messe inden for tryk og tekstil

Formand for FESPA Denmark og direktør i NS System Niels Rask er naturligvis også afsted. Det har han været de seneste 30 år. I år har han tre kolleger med.

”For mig er det en af årets vigtigste begivenheder at deltage i, og jeg er spændt på at komme rundt på messen og mærke stemningen på Europas førende messe inden for tryk- & tekstilbranchen. Med en voksende interesse for bæredygtighed, mere miljørigtige produkter og teknologiske fremskridt, ser jeg frem til at udforske de nyeste trends, netværke med branchens førende spillere og kollegaer samt opleve kreative løsninger,” lød det fra Niels Rask på messens første dag.

Niels Rask Ved FESPA 2024

Formand for FESPA Denmark og direktør i NS System Niels Rask

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.