540 mio. kroner til indkøb af fysiske bøger: "Vi er glade for, at vi er blevet hørt til gavn for eleverne"
Med den spritnye aftale mellem Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti investeres der nu massivt i fysiske bøger til Folkeskolen.
Folkeskolen får fremover årligt 740 mio. kr. og dertil kommer en række engangsinvesteringer, hvor den vigtigste set fra GRAKOMs side er 540 mio. kroner til flere fysiske bøger som modvægt til skærmbaseret undervisning.
”Vi er jublende glade for, at folkeskoleforligskredsen har valgt at afsætte penge helt specifikt til fysiske bøger, så børns læsefærdigheder kan øges. Vi har flere gange opfordret til, at man genovervejede den ensidige fokusering på digital læring og gentænkte brugen af trykt læringsmateriale. Vi er glade for, at vi er blevet hørt til gavn for skoleeleverne,” siger GRAKOMs adm. direktør Carina Christensen.
I december viste den nyeste PISA-undersøgelse det største fald i elevernes læsefærdigheder siden PISA-undersøgelserne startede i 1997. Udover Covid-19 kunne en af årsagerne være digitalisering, skrev VIVE. Flere borgmestre i Danmark har plæderet for flere penge til folkeskolerne til indkøb af bøger og i Sverige, hvor læsefærdighederne også er faldet, har man netop afsat 176 SEK til indkøb af bøger til børnehaver og folkeskoler.
I en pressemeddelelse nævner børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, at eleverne med aftalen vil få flere rigtige bøger i skoletasken og fra Moderaternes børneordfører, Lars Arne Christensen, lyder det at indkøb af bøger for over 500 mio. kr. især er et af de gode initiativer i aftalen, som skal understøtte den faglige trivsel for danske folkeskoleelever.