Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Hvem har producentansvaret for emballage?

Med Miljøstyrelsens illustrationer af det udvidede producentansvar, bliver det mere tydeligt, hvem der har producentansvaret og dermed registrerings- og indberetningspligten. Du kan finde illustrationerne her.

Illustrationerne på Miljøstyrelsens hjemmeside er stadig under udarbejdelse, men GRAKOM vurderer, at de er så præcise, at det nu er mere entydigt, hvad bekendtgørelsen konkret vil betyde for medlemmerne af GRAKOM, der stort set alle køber eller sælger emballage af forskellige typer.

Emballagebekendtgørelsen anvender begrebet ’Emballage’ om alle de typer af emballage der falder ind under kategorierne ’Transportemballage’,’Salgsemballage’ og ’Serviceemballage’. Derudover skelnes der mellem om disse første gang bringes på markedet i en generisk form, eller om emballagen bærer et varemærke (brand/private label).

Transportemballage

For generiske transportemballager, der købes i Danmark, som f.eks. papkasser, paller, strapbånd og folier gælder, at det som udgangspunkt er den virksomhed/leverandør, der fremstiller eller første gang sælger på det danske marked, der er registrerings- og indberetningspligtig. En virksomhed der køber generisk transportemballage i Danmark, er dermed ikke registrerings- og indberetningspligtig.

Undtagelsen er, hvis transportemballagen købes med et påtrykt varemærke, hvor det er den virksomhed, der ejer varemærket, som er registrerings- og indberetningspligtig. Det samme gør sig gældende, hvis virksomheden køber transportemballagen, som den har fået specialdesignet til virksomheden.

Det betyder, at hvis en dansk virksomhed pakker sine produkter i en transportpapkasse med f.eks. eget virksomhedslogo på eller er fremstillet specielt til virksomhedens produkter, så er virksomheden selv registrerings- og indberetningspligtig. Det samme gør sig gældende, hvis virksomheden selv importerer generisk transportemballage. 

Salgsemballage

For salgsemballage er det som udgangspunkt den virksomhed, der påfylder eller beder andre om at påfylde emballagen, som er registrerings- og indberetningspligtig. Det gælder uanset om emballagen kan anses for at være generisk eller er produceret med et varemærke. Det betyder, at en dansk emballagevirksomhed, der fremstiller eller sælger salgsemballage på det danske marked som udgangspunkt ikke er direkte registrerings- og indberetningspligtig.

Undtagelsen er, hvis kunden er en mikrovirksomhed, for der vil registrerings- og indberetningspligten påhvile den danske emballagevirksomhed. Definitionen af mikrovirksomhed fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside.

Serviceemballage

Serviceemballage defineres som emballage, der er udformet og beregnet til at blive påfyldt på stedet for salget til slutbrugeren f.eks. hos en bager, tankstation, fastfood-restaurant. 

For generisk serviceemballage er det altid den virksomhed, der gør serviceemballagen tilgængelig første gang, der er registrerings- og indberetningspligtig. En dansk emballagevirksomhed, der fremstiller generisk serviceemballage, er dermed registrerings- og indberetningspligtig.  

For serviceemballage, der leveres med kundens varemærke, er det som udgangspunkt kunden, der er salgsstedet for det produkt, som påfyldes, der er registrerings- og indberetningspligtig.    

Undtagelsen er, hvis kunden på salgsstedet for serviceemballagen er en mikrovirksomhed, for der vil registrerings- og indberetningspligten påhvile den danske emballagevirksomhed.

Import af emballage

Ved import af emballage eller produkter, der er emballeret fra udenlandske leverandører, kan ansvaret for registreringen påhvile enten den udenlandske leverandør, importøren eller kunden alt afhængig af, hvad der importeres, og om der er tale om emballage med eller uden varemærke samt om produkterne ompakkes videredistribueres direkte til kunderne. Miljøstyrelsen har på deres hjemmeside angivet en række eksempler på, hvilke virksomheder, der har registreringsansvaret ved de forskellige former for import. 

Særligt om selvklæbende etiketter

Selvklæbende etiketter er ifølge Emballagebekendtgørelsen ikke i sige selv emballage men betragtes som en del af anden emballage.

Udgangspunktet er her, at selvklæbende etiketter købes uafhængigt af den emballage, som denne påsættes, hvorved den kommer til at udgøre en samlet del af emballagen. Derfor vil det være den virksomhed, som påsætter den selvklæbende etiket på emballagen, som har registrerings- og indberetningspligten, hvilket typisk vil være emballage-påfylderen. Det gælder både generiske selvklæbende etiketter og dem med varemærke.

Undtagelsen er, hvis kunden er en mikrovirksomhed, for der vil registrerings- og indberetningspligten påhvile den danske virksomhed, der sælger etiketterne til mikrovirksomheden. Definitionen af mikrovirksomhed fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside. I de tilfælde, hvor label-producenten ikke kender slutbrugen af labelen, kan der ikke indtræde producentansvar.

EmballageRetur har oplyst til GRAKOM, at producentansvaret også gælder brug af selvklæbende etiketter til transportemballage. Her er det også den virksomhed, som påsætter den selvklæbende etiket på transportemballagen, som har registrerings- og indberetningspligten.