Virksomhed politianmeldt for krav om at nævne venner i konkurrence på sociale medier
Genbrugsbutikken Secondfootballshirts ApS, der har adresse i Aarhus, og som sælger brugte fodboldtrøjer, er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at overtræde markedsføringslovens forbud mod spam..
Baggrunden for anmeldelsen er, at Secondfootballshirts i foråret 2024 afholdt konkurrencer på sociale medier, som efter Forbrugerombudsmandens opfattelse krævede, at deltagerne skulle tagge andre brugere.
Konkurrencerne blev afholdt på TikTok og Instagram. På TikTok skrev virksomheden, at deltagerne skulle ”tagge to venner i kommentarfeltet” for at deltage i konkurrencen.
På Instagram skrev virksomheden ikke direkte, at deltagerne skulle tagge venner. I stedet skrev virksomheden, at deltagerne skulle ”fortælle 2 venner om konkurrencen i kommentarfeltet”.
Forbrugerombudsmanden fik klager over konkurrencerne, hvorfor Forbrugerombudsmanden orienterede Secondfootballshirts om reglerne for konkurrencer på sociale medier.
17 dage senere oprettede virksomheden en ny konkurrence på Instagram, som der også blev klaget over til Forbrugerombudsmanden.
Denne gang skrev virksomheden: ”Fortæl 4 venner om konkurrencen i kommentarfeltet” for at deltage. Secondfootballshirts angav det således ikke som noget krav, at deltagerne skulle tagge nogen.
Normalt er det sådan, at hvis man tagger nogen på sociale medier, så modtager den taggede person en notifikation fra mediet.
En notifikation betragtes som omfattet af begrebet ”elektronisk post” i markedsføringslovens § 10. Og hvis en erhvervsdrivende tilskønner andre til at sende elektronisk post, der markedsfører den erhvervsdrivende, så anses den erhvervsdrivende ansvarlig herfor.
Dom siger, at det ikke er forbudt at opfordre til at tagge, mens decideret krav om tagging er ulovligt
I en lignende sag dømte retten i Kolding den 5. maj 2022 Café Velvet ApS en bøde på 10.000 kr. for at overtræde spamforbuddet på grund af krav om tagging i konkurrencer på sociale medier. Af dommens præmisser fremgår følgende lidt pudsige bemærkning:
”Det er under sagen oplyst, at en facebookkonkurrence, hvor deltagerne alene opfordres til at tagge andre i forbindelse med deltagelsen i konkurrencen, ikke anses som en overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1”.
Ifølge dommen var det altså ikke i strid med spamforbuddet at opfordre deltagerne til at tagge andre. Det var kravet om at tagge andre, der stred mod forbuddet.
Ved anmeldelsen af Secondfootballshirts har Forbrugerombudsmanden vurderet, at deltagerkravet på Instagram om at fortælle et antal venner om konkurrencen i kommentarfeltet kan sidestilles med et krav om, at man skal tagge personer i kommentarfeltet.
Forbrugerombudsmanden begrunder dette med, at det ikke er muligt at fortælle andre om en konkurrence i kommentarfeltet uden at anvende tag-funktionen. Den vurdering synes fornuftig.
Forbrugerombudsmanden anbefaler i øvrigt, at de erhvervsdrivende i konkurrencer på sociale medier gør det klart for deltagerne, at de ikke må tagge andre personer i forbindelse med en konkurrence. Anbefalingen svarer ikke til bemærkningen om den lovlige opfordring i dommen fra Kolding.
Det er i øvrigt ifølge Forbrugerombudsmanden lovligt i konkurrencer på sociale medier at stille krav om, at deltagerne liker den erhvervsdrivende og deler konkurrencen på sin story.