Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Undersøgelse: Bureauerne oplever et behov for kompetenceløft inden for ESG og bæredygtighed

Undersøgelse: Bureauerne oplever et behov for kompetenceløft inden for ESG og bæredygtighed
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Onsdag 24. maj 2023
Over en tredjedel af bureaumedarbejderne føler ikke, at de har de nødvendige kompetencer til at rådgive kunderne om ESG og bæredygtighed, og næsten lige så mange har kun disse kompetencer i 'nogen grad'. Det viser en undersøgelse blandt Bureaubiz' læsere, der arbejder på bureau.

På mange bureauer er der stadig ikke tilstrækkelige kompetencer til at rådgive kunderne om ESG og bæredygtighed.

Således viser en ny undersøgelse blandt bureaufolk, at 35 pct. af bureauerne ’i ringe grad’ eller ’slet ikke’ selv vurderer, at de har de nødvendige kompetencer til at rådgive kunderne om ESG og bæredygtighed.  Den samme andel vurderer, at de ’i nogen grad’ har kompetencerne, mens 30 pct. vurderer, at de ’i meget høj’ eller ’i høj’ grad har ESG og bæredygtighedskompetencer.

Det er nogenlunde samme billede, der gør sig gældende, når bureauerne bliver spurgt til deres kompetencer i forhold til at arbejde med bæredygtighed og samfundsansvar internt på bureauet.

Undersøgelsen er udført af Bureaubiz for Creative Club med det formål at afdække, i hvilken grad der er behov for et kompetenceløft på området i branchen, samt hvilke områder bureauerne specifikt ønsker mere viden om.

Uddannelsesforløb er på vej til bureaubranchen

Baggrunden for at få input til bureauernes arbejde med ESG og bæredygtighed er, at Creative Club er i gang med at udvikle uddannelsesforløbet ESG Academy, fortæller ESG-rådgiver i GRAKOM/Creative Club, Signe Fribo, der er projektleder på uddannelsesforløbet. 

Hun uddyber:

”Undersøgelsen viser, at bureauerne oplever et behov for kompetenceløft på ESG- og bæredygtighedsområdet for både at kunne rådgive kunderne og for internt at kunne arbejde med relevante tiltag.” 

Signe Fribo 1600X1000

Signe Fribo, ESG-rådgiver og projektleder på GRAKOM/Creative Clubs ESG Academy.

Der findes allerede forskellige former for kursusforløb på markedet. Det, der kommer til at adskille ESG Academy fra andre, er ifølge direktør for ESG & bæredygtighed i GRAKOM/Creative Club, Carsten Bøg:

”Dette uddannelsesforløb vil gå mere i dybden med en kombination af teknisk viden bag de enkelte ESG-elementer og de metoder og rapporteringsstandarder, der kan benyttes til håndtering af disse. GRAKOM, som Creative Club er en del af, har i mere end 25 år arbejdet med både udvikling og implementering af miljømærker, certificeringer og konkret miljø- og klimarådgivning.”

Han fortsætter:

”Vi har sideløbende gennemført en række udviklingsprojekter og har blandt andet være frontløbere i udviklingen af den grafiske branches klimastandard og efterfølgende klimaberegner ClimateCalc til tryksager og emballage, som nu bruges i 17 lande. Sidst, men ikke mindst, udarbejdede vi det første CSR-kodeks i samarbejde med HK for den grafiske branche. De erfaringer vil vi gerne bruge til at give ikke bare et bredt men også et dybt kompetenceløft i bureaubranchen inden for bæredygtighed.”

Carsten Bøg Foto Bent Nygaard 5236 2 1600

Carsten Bøg, direktør for ESG & bæredygtig udvikling i GRAKOM/Creative Club. Foto: Bent Nygaard

Stort fokus på inddragelse af bureauerne

De mest relevante områder, som respondenterne i undersøgelsen, mener man bør tage med i en kommende ESG-uddannelse er: bæredygtige budskaber og vildledende markedsføring, klima og miljø og socialt ansvar. Det kommer der også fokus på, men det bliver ikke det eneste, siger Signe Fribo:

”Vi har i projektet stort fokus på inddragelse af bureauerne. Uddannelsen skal udvikles, så den på bedst mulig vis imødekommer de ønsker og behov, der er i branchen, og derfor er resultaterne fra denne undersøgelse gode input. Vi vil dog også inkludere emner, som umiddelbart er mindre ’populære’, men som vi vurderer, er centrale for at deltagerne på Academy får en fyldestgørende forståelse for bæredygtighed og samfundsansvar”.

Antikorruption handler om transparens

Kigger man mere ind i, hvordan bureauerne internt arbejder med områder inden for ESG og bæredygtighed, viser undersøgelsen, at det især er fysisk og psykisk arbejdsmiljø samt ligestilling, der fokuseres på. FN’s 17 verdensmål ligger langt nede i prioriteringen med knap halvdelen, der enten slet ikke eller i ringe grad arbejder med disse.

Også antikorruption bliver vurderet som et af de mindst relevante emner at inddrage i uddannelsen.

”Det er ikke overraskende, for antikorruption er ofte noget, der relateres til andre lande end Danmark, og mange danske virksomheder ser det ikke som en udfordring, medmindre de har globale værdikæder”, siger Signe Fribo.

Ifølge Signe Fribo handler antikorruption dog om mere end den klassiske bestikkelse med penge under bordet, og det foregår ikke kun udenfor Danmarks grænser.

”Antikorruption handler om transparens, klare aftaler og etik, og er tæt forbundet til governance også kaldet god selskabsledelse. I bureaubranchen, som i mange andre brancher, er emnet relevant at adressere både på den danske adresse, og hvis virksomheden fx har leverandører i udlandet.”

Undersøgelsen er foretaget fra 29. marts til 27. april blandt Bureaubiz' læsere. Ovenstående er tal fra de respondenter, der arbejder på bureau, som i alt er 129 respondenter.

Læs også
Creative Club ESG Academy er navnet på et nyt uddannelsesforløb inden for bæredygtighed rettet mod bureauer. GRAKOM har fået støtte fra Erhvervsstyrelsen til projektet, som også kommer til at indeholde et nyudviklet ESG-kodeks til bureaubranchen.  
Intergrafs 125 sider lange økonomiske rapport over den europæiske grafiske branche er netop udkommet. Hent den gratis her, hvis du er GRAKOM medlem.