Trepartsaftale om forlængelse af lønkompensationsordningen
Der er indgået en trepartsaftale om forlængelse af lønkompensationsordningen som følge af de forlængede restriktioner. Lønkompensationsordningen gælder derfor nu til 7. februar 2021. Når de skærpede restriktioner ophører, vil der være en omstillingsperiode på syv kalenderdage, hvor virksomhederne fortsat kan søge om lønkompensation.
Med forlængelsen af lønkompensationsordningen kan virksomheden varsle, at den enkelte omfattede medarbejder skal bidrage med 1 feriedag. Dette gælder ikke for medarbejdere med aftalt lønnedgang som følge af covid-19, og for elever, lærlinge og praktikanter. I forhold til ferie står der følgende i trepartsaftalen:
”Parterne er enige om, at der med forlængelsen af lønkompensationsordningen gives mulighed for at arbejdsgivere kan varsle, at den enkelte lønmodtager, som virksomheden søger lønkompensation for, skal bidrage med 1 feriedag optjent efter ferieloven eller 1 afspadseringsdag med løn eller – hvis medarbejderen ikke har tilstrækkelig ferie eller afspadsering svarende til 1 dag – afholde tjenestefri i 1 dag uden løn pr. lønkompenserende måned (svarende til 28 kalenderdage). Der afholdes dog 1 feriedag m.v. i løbet af de første 21 fulde kalenderdage lønmodtageren er hjemsendt med lønkompensation, dvs. hjemsendes man under 21 dage afholdes der ikke feriedage m.v. Dette vil gælde indtil de nuværende skærpede restriktioner ophører, dog kan lønmodtageren maksimalt pålægges at bidrage med fem feriedage m.v. i perioden omfattet af denne aftale.
Arbejder lønmodtageren deltid eller er lønmodtagerens arbejdstid fordelt på en måde, hvor der ikke arbejdes 5 dage om ugen, skal lønmodtageren bidrage forholdsmæssigt.
Det forudsættes, at allerede varslet eller aftalt ferie m.v., som er fastlagt forud for den 17. januar, afholdes som planlagt og indgår i de dage, som lønmodtageren efter denne aftale er forpligtet til at afholde.
Medarbejdere med aftalt lønnedgang som en konsekvens af covid-19 fratrækkes ikke feriedage m.v. i den lønkompenserende periode.
Virksomhederne modtager lønkompensation for de dage, hvor medarbejderen afholder ferie med løn på samme vis som i ordningen, der fulgte trepartsaftalen af den 15. marts 2020.
Elever, lærlinge og praktikanter fritages for kravet om at afholde feriedage m.v.”
Øvrige betingelser følger den tidligere aftalte generelle lønkompensationsordning. GRAKOM’s vejledning derom kan læses her.
Trepartsaftalen kan læses her.