Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Print Matters 2025: Teknologi, bæredygtighed og nye generationer i fokus

Print Matters 2025: Teknologi, bæredygtighed og nye generationer i fokus Print Matters 2025
Stephanie Violet Sørensen
Kommunikationskonsulent Stephanie Violet Sørensen
Fredag 20. juni 2025
Den teknologiske udvikling, branchens grønne omstilling og behovet for at tiltrække næste generation til den grafiske industri var blot nogle af de temaer, der blev drøftet på konferencen Print Matters 2025 i Zürich, hvor GRAKOM var med. Se de vigtigste nedslag her.

Over 100 deltagere fra 27 lande var samlet i Zürich til den internationale konference Print Matters, som fandt sted tidligere denne måned. I år blev der sat særligt fokus på de muligheder og udfordringer, der præger den grafiske branche frem mod 2030. GRAKOM deltog for at hente ny viden hjem til vores arbejde for en stærk og fremtidssikret tryk- og kommunikationsindustri i Danmark.

AI og digitalisering som forretningsvilkår

“Adapt or become obsolete” lød det skarpt fra mediaprint solutions GmbH’s CEO Tobias Kaase. Digitaltryk, e-commerce og effektiviseret produktion er ikke længere konkurrenceparametre – de er grundvilkår. Skal trykkerier bevare deres relevans og værdi for kunderne, skal de i højere grad tænke i AI smart printing og digitalisering.

Canon og Ogilvy UK satte fokus på tryksagens evne til at skabe tillid og vedvarende opmærksomhed – i en tid, hvor digitale budskaber forsvinder i mængden.

Justin Cairns, Head of Offline Production ved Ogilvy UK og Jennifer Kolloczek, European Planning, Marketing & Innovation Senior Director ved Canon var begge enige: Tryk skaber værdi, netop fordi det er fysisk, håndgribeligt og kræver modtagerens nærvær.

Bæredygtighed kræver dokumentation

Et centralt tema var branchens ansvar for at dokumentere sine klimaaftryk. Manuela Teodorescu, General Manager ved Paragon, viste, hvordan Paragon Western Europe bruger ClimateCalc til at kortlægge og spore CO₂-udledning på tværs af 22 produktionssteder – og skabe transparens for både kunder og myndigheder.

Laetitia Reynaud, Senior Policy Advisor ved Intergraf og Katarzyna Rybicka, Vice President af Strategy, Finance & Transformation ved Walstead fremhævede de kommende krav under EU’s skovrydningsforordning (EUDR), som stiller nye krav til både trykkerier og deres kunder.

Her blev der efterlyst tydeligere regler og bedre kommunikation i hele værdikæden – og trykkerierne blev fremhævet som afgørende bindeled.

Branchen skal være attraktiv for de unge

Hvordan tiltrækker man nye talenter til en branche i forandring? Det spørgsmål tog vinderen af Intergraf Young Talent Award, Sarah Schumacher, op i sit oplæg, hvor hun slog fast, at rekruttering starter med kommunikation. Hvis unge skal vælge den grafiske branche til, skal branchen selv blive bedre til at fortælle, hvorfor den er vigtig – og hvad den har at tilbyde. Samarbejde med uddannelsesinstitutioner og synlighed er nøglen.

Cybersikkerhed er et voksende ansvar

Konferencen blev rundet af med et klart budskab fra Dick Ranzijn, CEO i Rodi Groep: Printbranchen må tage cybersikkerhed alvorligt. Med stigende digitalisering af produktion og dataflow er truslen reel – og sikkerhed skal være en integreret del af enhver forretningsstrategi.

Print med perspektiv

Konklusionen fra Zürich var tydelig: Fremtidens grafiske kommunikation bliver formet af innovation, bæredygtighed og samarbejde.

For GRAKOM var deltagelsen på Print Matters 2025 en vigtig anledning til at hente ny inspiration og indsigt hjem – til gavn for hele den danske grafiske branche og kommunikationsindustri.

Læs mere her

Print Matters 2025 fandt sted den 13. juni 2025 i Zürich og blev arrangeret af Intergraf og Nordic Printing Association (NOPA) med hjælp fra World Print & Communication Forum (WPCF).

Læs også
Hvordan ser fremtiden ud for trykt kommunikation? Det spørgsmål er i centrum på konferencen Print Matters 2025 den 13. juni 2025 i Zürich, hvor den europæiske kommunikationsindustri samles om de vigtigste tendenser og udfordringer.
Vinderne af Intergrafs Young Talent Award 2025 peger på innovation, digital synlighed og bæredygtighed som nøgleelementer, hvis den grafiske branche vil gøre sig interessant for unge.