Nyt ESG-kodeks skal løfte bureauerne – også over for marketingcheferne
Over en tredjedel af bureaumedarbejderne vurderer, at de ikke har de nødvendige kompetencer til at rådgive kunderne om ESG og bæredygtighed, og næsten lige så mange vurderer, at de kun har disse kompetencer i nogen grad. Det viste en undersøgelse blandt Bureaubiz’ læsere for nylig.
Bureaumedarbejdernes egne oplevelser bliver nu bakket op af CMO trendanalysen fra MyResearch, som på Bureaubiz’ vegne har spurgt 138 CMO’s, hvoraf 82 anvender bureauer til miljø- og klimamarkedsføring, om hvor store kompetencer deres egne bureauer har inden for rådgivning om miljø- og klimamarkedsføring.
Halvdelen mener, at bureauerne har ’nogle’ kompetencer. Mens 28 pct. mener, at bureauerne har ’få’ kompetencer.
Jo større budget den marketingansvarlige har, jo mindre kompetencer, mener vedkommende, at bureauet har.
”Vi oplever, at der er mange, der er i samme båd, hvad angår modenheden på det her felt, og er usikre på, hvordan de skal rådgive omkring miljømarkedsføring,” siger Anders Juel, der er formand for Creative Club og adm. direktør i reklamebureauet Superego.
Det er på den baggrund, at Creative Club - sammen med erhvervsorganisationen Grakom, som Creative Club er en del af – har udviklet et ESG-kodeks for bureaubranchen, som blev lanceret på Folkemødet på Bornholm.
”Med ESG-kodekset får man på bureauerne nogle guidelines til at arbejde internt på bureauet med hele ESG-området og på den måde kan man også understøtte kundernes arbejde med ESG,” siger Anders Juel.
Kirsten Dalgaard, der er kreativ direktør og medejer i Fingerspitz reklamebureau, har siddet med i styregruppen for udarbejdelsen af kodekset:
”Det er vigtigt, at vi bureauer selv arbejder med de områder, som vi skal rådgive vores kunder om, så vi kan forstå deres forretning bedre. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at arbejdet med ESG er fremtidens måde at drive forretning på,” siger hun.
Kirsten Dalgaard
ESG-kodeks skal understøtte kompetenceløft til bureaubranchen
Det nye ESG-kodeks blev uddelt på Folkemødet ved en debat mellem MF for Folketinget Ida Auken, adm. direktør i Kreakom Charlie Stjerneklar, head of sustainability & partner hos Kompas Kommunikation Camille Aulkær Andersen og ESG-rådgiver hos GRAKOM, Signe Fribo, hvor de diskuterede behovet for et ESG-kodeks, og hvor der var bred enighed om, at det er vigtigt at sikre et kompetenceløft til bureaubranchen inden for ESG.
Udover det nye ESG-kodeks barsler Creative Club og Grakom med en ny uddannelse inden for bæredygtighed rettet mod bureauer. Både ESG-kodekset og Creative Club ESG-Academy, som uddannelsen kommer til at hedde, har fået støtte af Erhvervsministeriet på kr. 300.000 ud af en pulje på 2,5 mio. kr.