Myvendo Fair 2025: Oplev de nyeste trends og innovationer i Odense


Onsdag den 5. marts kl. 9:00 åbner dørene til den niende udgave af Myvendo Fair i Odense – en messe, der hvert år byder på en inspirerende blanding af innovation og brancheindsigt. Med 130 udstillere fra ikke færre end 17 europæiske lande - heraf 33 helt nye udstillere, er der masser af produktløsninger, der kan inspirere de besøgende.
Årets messe byder på forskellige områder: I 'Under the Christmas Tree' præsenterer 42 udstillere deres julegaveideer, mens 53 udstillere i Showpoint-området fremviser de nyeste trends. Derudover bidrager 32 udstillere med gratis produktprøver, som besøgende kan samle i deres personlige goodie bag.
Arrangør Ole Larsen, der forventer omkring 1200 gæster på messen, mærker en tendens med øget holdbarhed, brugsværdi og stadig større krav til dokumentation.
"Reklamegavebranchen står som alle andre over for en række nye og skærpede krav inden for miljøpåvirkning, produktpas, ESG, produktansvar, greenwashing m.m., som vil få stor betydning for producenter og distributører. Det er helt klart en tendens, der fylder rigtig meget hos distributører og leverandører og især hvordan både store og mindre virksomheder får styr på dokumentationen."
Dansk Promotion – en del af GRAKOM – præsenterer også i år et seminar om generativ kunstig intelligens. Denne gang med Bo Bergstedt, der de seneste år har skabt kunstige billeder, videoer og stemmer til TV 2 og som stadig rådgiver TV 2 om brugen af kunstig intelligens.
Som noget nyt samarbejder Myvendo Fair med OCC's Hotel Odense, som tilbyder overnatningsmuligheder i forbindelse med messen. Det giver gæsterne mulighed for at besøge messen begge dage.
Og sidst men ikke mindst: Som altid sørger GRAKOMs Charlotte Strandbygaard og Marie Raun Thøgersen for den varme stemning med kaffevogn på messen.

