Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Han er 23 år og har ansvaret for produktionen hos IkonLabel

Han er 23 år og har ansvaret for produktionen hos IkonLabel Produktionsleder for flexoafdelingen Jonas Svanebjerg
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 28. maj 2026
Direktør Frederik Krause mener, at man risikerer at tage unges selvværd fra dem, hvis man venter for længe med at give dem ansvar. Derfor fik Jonas Svanebjerg hurtigt et ansvar, som han selv efterspurgte.

Når 23-årige Jonas Svanebjerg møder ind på arbejde hos etiketvirksomheden Ikonlabel, er det ham, der har ansvaret for at planlægge produktionen i flexo-afdelingen. Fire maskiner skal udnyttes bedst muligt, opgaver skal fordeles, og der skal være sammenhæng mellem kontoret, der taler med kunderne, og trykkeriet, der skal levere.

Ikonlabels første elev

Jonas Svanebjerg er Ikonlabels første elev. Direktør og ejer Frederik Krause henvendte sig til Roskilde Tekniske Skole, som gennem et samarbejde med Techcollege i Aalborg, er det eneste sted på Sjælland, hvor man kan uddanne sig til grafisk tekniker.

Her startede Jonas Svanebjerg som 16-årig, og havde egentlig forestillet sig at han skulle noget med at tegne og være kreativ.

”Jeg kunne godt lide at tegne og troede, at jeg skulle være mediegrafiker. Men jeg fandt sammen med vejlederen på skolen ud af, at jeg havde for meget krudt i kroppen til at skulle sidde foran en computer hele dagen, og hun foreslog så, at jeg blev grafisk tekniker.”

Som grafisk tekniker fandt han et fag med variation, tempo og håndgribelige opgaver. Samtidig oplevede han for første gang, at arbejdsdagen gik hurtigt.

”Da jeg gik i skole, arbejdede jeg i Dagli’Brugsen. Der kunne et minut godt føles som tyve minutter. Her hos IkonLabel flyver tiden afsted. Det kan jeg godt lide.”

Stoppede og kom retur til IkonLabel

Efter endt læretid blev Jonas Svanebjerg fastansat, men efter et år stoppede han igen. Dog kun for at aftjene sin værnepligt i Livgarden.

”Jeg tror, der var en forventning fra begge sider, om at jeg kom tilbage igen, og det gjorde jeg jo også,” smiler Jonas Svanebjerg.

Da han var elev, var der under ti medarbejdere og to flexomaskiner i virksomheden, som dengang hed TickoTryk. Da Jonas Svanebjerg kom tilbage efter endt værnepligt, var der dobbelt så mange medarbejdere og flexomaskiner og flere andre maskiner. Samtidig voksede behovet for mere planlægning og koordinering.

”Jeg kunne også mærke, at jeg gerne ville have mere ansvar og flere opgaver. Jeg vil rigtig gerne blive her, men jeg vil også gerne udvikle mig,” siger Jonas Svanebjerg.

Efter en snak med Frederik Krause, blev Jonas Svanebjerg udnævnt til produktionsleder for flexoafdelingen i starten af 2026. I dag har han ansvar for planlægning, opgavefordeling og den daglige drift i afdelingen, som består af en håndfuld medarbejdere, deraf to lærlinge, som han har ansvar for.

Optaget af at leve op til forventningerne

Overgangen fra svend til produktionsleder har ifølge Jonas Svanebjerg været udfordrende men også givende.

”Det har været udfordrende på en god måde. Jeg har fået lov at prøve mig frem og finde min egen måde at gøre tingene på. Ikke fordi det, der var før, var forkert, men fordi jeg gerne vil finde min måde at styre workflowet,” siger han.

Samtidig vil han også gerne leve op til det ansvar og den tillid, han har fået.

”Jeg var nok mest optaget af, om jeg kunne leve op til forventningerne. Det er jo et ansvar, og der er nogen, der har haft tillid til, at jeg kunne løfte det.”

Arbejdskulturen har haft stor betydning for, at Jonas Svanebjerg har turdet sige ja til rollen.

”Jeg har aldrig været bange for at fejle her. Der er et frirum til at prøve sig frem, og man bliver mødt med en positiv tilgang. Man lærer meget af de små fejl, og de store laver man kun én gang,” smiler han.

Ansvar er afgørende for unges udvikling

Hos Frederik Krause var der ingen tvivl om beslutningen om at give Jonas Svanebjerg et ansvar.

”Jonas har en naturlig autoritet og er utrolig dygtig, og så er han meget arbejdsom. Hvis de er bagud, tager han selv fat og får det til at køre. Det er en kvalitet, man ikke ser hos alle.”

Han peger samtidig på, at ansvar er afgørende for unges udvikling.

”Hvis man hjælper unge mennesker for meget, risikerer man at tage deres selvværd fra de. De skal have lov til selv at tage ansvar og finde ud af, at de kan.”

Han uddyber:
”Jonas tog fx sommerferie for at hjælpe sin far med at bygge en terrasse. Det siger noget, om den måde, han tænker på.”

Rekruttering starter tidligt

Jonas Svanebjerg og Frederik Krause mener, at deres erfaringer kan være relevante for andre virksomheder i branchen, der mangler arbejdskraft. Hos Ikonlabel har man nemlig gode erfaringer med at tage unge medarbejdere, der ’kommer ind fra gaden’ og så satse på, at lade interessen udvikle sig derfra.

”Hvis man mangler et par hænder til mindre opgaver, kan det være en god måde at tage ungarbejdere ind, som kan snuse til faget. Finder de ud af, at det er fedt, kan man tale om en læreplads eller mesterlære,” siger Jonas Svanebjerg.

Han tror også, at rekruttering til branchen skal begynde tidligt.

”Man bliver spurgt meget tidligt, hvilken vej, man vil. Hvis man allerede har valgt gymnasiet fra i 7., 8. eller 9. klasse, er det vigtigt, at man ved, at det her fag også er en mulighed.”

Han tror derfor på, at brobygning og virksomhedsbesøg vil øge kendskabet til uddannelsen.

”Hvis man kan komme ud og vise, hvad faget faktisk er, og lade de unge prøve det i praksis, så bliver det noget konkret for dem.”

Frederik Krause peger på, at virksomhederne skal turde give ansvar.

”Man er nødt til at acceptere, at der bliver lavet fejl. Til gengæld er de unge mennesker hurtige til at lære, og hvis de får ansvar, bliver de stimulerede og bliver hængende.

Læs også
EUDR træder i kraft ved udgangen af 2026. Kravene er blevet justeret flere gange.Her er webinarer, der giver overblik over reglerne, og GRAKOMs webinar er særligt rettet mod grafiske virksomheder.
Simon Manley Jokumsen fik en flot tredjeplads og Filip Sørensen, den regerende verdensmester, var glad for at deltage, selvom han ikke kom på podiet.