Miljøministeriet udskyder implementering af producentansvaret på emballage
Oprindeligt var det meningen, at det udvidede producentansvar for emballage skulle implementeres den 1. januar 2025. Det er netop blevet udskudt, så det først kommer til at gælde fra den 1. juli 2025. Det skriver flere af de organisationer, der står bag kollektivordningerne.
Det betyder, at de cirka 41.000 virksomheder, der er omfattet af ordningen, altså først skal betale for emballageaffald et halvt år senere end oprindeligt.
Efter planen skulle indrapporteringen af emballagen hos myndighederne allerede ske i første kvartal 2024. Det er er ikke meldt ud officielt om den dato også er rykket. I går torsdag på GRAKOMs konference, Emballagedagen, sagde fuldmægtig i Miljøstyrelsen, Lise Larsen, at man forventede, at indrapporteringen skulle ske senest omkring seks måneder senere end den oprindelige dato, som altså var slut marts.
En af de kollektivordninger, der kommer til at håndtere producentansvaret, er Emballageretur, som GRAKOM for nyligt indgik samarbejde med. Emballageretur anbefaler, at man fortsætter arbejdet mod at registrere sin emballage, og gøre sig klar til de nye krav.
EU-forhandlinger er årsag til udsættelsen
Grunden til udsættelsen er, at Danmark, som er en af de sidste til at indføre producentansvaret, som et EU-land ikke må udstede ny national lovgivning inden for et område, der kan stride mod igangværende EU-forhandlinger. Og netop nu er man i gang med forhandlinger om den nye emballageordning på EU-niveau.