Mange danskere til FESPA-messen i München
Global Print Expo er godt i gang i München med omkring 50-100 danskere blandt publikum samt enkelte danske stande.
Selvom FESPA-messen, som ikke blev afholdt i 2020 pga. corona, ikke helt er tilbage på niveau, går det den rigtige vej med 30 pct. flere stande end sidste år, nemlig 550. Heraf er knap 95, primært asiatiske, vendt retur efter at have været fraværende siden 2019.
For 10. gang afholdes Global Print Expo sideløbende med European Sign Expo. Tilsammen er der udstillere inden for digital print, serigrafi, skiltning, tekstiltryk og dekoration på den store messe.
Som noget nyt i år er der et område dedikeret til personalisering, så man kan udforske de muligheder der er inden for personalisering af bl.a. sportstøj, emballage, produkter, og indretning.
Tidligere år har der været op til 8-10 haller at vandre rundt i. I år er der fem haller, hvor man som besøgende kan lade sig inspirere.
”Standene er mindre end før corona, men maskinerne bliver jo også mindre, så det er måske meget naturligt,” siger branchechef Michael Brochmann fra GRAKOM, men det kan også have at gøre med, at økonomien måske er lidt strammere flere steder tilføjer han.
Derfor glæder Michael Brochmann sig også over, at der var 25 tilmeldte til den reception, som FESPA Denmark holdt torsdag eftermiddag, hvor fokus var på at netværke.
Fra FESPA Danmarks reception ved Global Print Expo i München. Fra venstre: COO i NS System Anders Thomsen, direktør i Sign Service Benny Eriksen, branchechef i GRAKOM Michael Brochmann, dommer ved World Wrap Masters Ole Solskin, adm. direktør i NS System Niels Rask. Foto: Pia Osbæck
”Vi har arrangeret en tur herned for medlemmerne, og vi arrangerede en middag med omkring 20 deltagere. Flere er taget herned på egen hånd, og jeg synes det er positivt, at der er en del danskere hernede.”
Europamesterskaberne i wrapping afgjort
Samtidig med FESPA-messen finder verdensmesterskaberne i wrapping sted. Det sker fredag eftermiddag. Her deltager Simon Manley, som blev nr. 1 ved Danmarksmesterskaberne tidligere på året.
Men allerede på messens første dag, gjorde en dansker sig bemærket. Det var Filip Sørensen, som blev nr. 3 ved Europamesterskaberne, der blev afholdt i onsdags. Han havde en andenplads med sig fra Danmarkmesterskaberne tidligere på året.
Her står Filip Sørensen yderst til venstre sammen med Simon Manley Jokumsen, Maria Terp Holt og Katrine Clausen ved Danmarksmesterskaberne tidligere i år, hvor Filip Sørensen blev nr. 2 og Simon Manley vandt, og dermed kvalificerede sig direkte til VM. Foto: Michael Brochmann
Sidste år var der knap 13.000 besøgende på messen og man forventer nogenlunde samme antal i år.
Næste år holdes FESPA-messen i Amsterdam fra den 19. til 22. marts.