Konkurrencer i markedsføring: Den klassiske fejl kan gøre samtykket ugyldigt
Konkurrencer bliver flittigt brugt i markedsføringen, fordi de er en effektiv måde at samle leads på. Men det er også et af de områder, hvor virksomheder og bureauer ofte træder forkert. Der er især én fejl, der går igen: At konkurrencen fremstår som et mål i sig selv, mens det reelle formål, som er at indhente et markedsføringssamtykke, først bliver tydeligt senere, eller slet ikke bliver vist.
”Når konkurrencer bruges som præmiering til, at man skal signe op til et nyhedsbrev, må konkurrencen ikke overskygge, sløre eller skjule for forbrugeren, at formålet er at indhente et samtykke. Det er ekstremt vigtigt,” sagde advokat Søren Wolder, på et Creative Club-webinar om konkurrencer i markedsføringen, som blev afholdt i denne uge.
Det er derfor ikke tilstrækkeligt at markedsføre konkurrencen alene i første trin – fx i et opslag på sociale medier, og først senere oplyse, at deltagelse kræver tilmelding til et nyhedsbrev eller accept på at modtage markedsføringsmateriale.
Hvis man ikke overholder denne samt øvrige regler, når man laver konkurrencer, bliver konsekvensen, at samtykket bliver ugyldigt, og derfor ikke må bruges til markedsføring. Og så kan det også blive dyrt.
Der har været sager med bøder op til knap en million kroner for uanmodet elektronisk markedsføring, og bare en mail sendt til én bruger, har udløst en bøde på 20.000 kr.
Brugeren beholder sit lod
En anden detalje, som mange overser, handler om tilbagekaldelsen af samtykke. Hvis en deltager trækker sit samtykke til markedsføring tilbage, har vedkommende stadig ret til at deltage i konkurrencen, også selvom frameldingen sker, før vinderen udtrækkes.
”Man kan dog overveje at udforme konkurrencen, så der i stedet for trækkes lod blandt dem, der er tilmeldt nyhedsbrevet på et bestemt tidspunkt for at gardere sig mod, at brugere melder sig fra igen,” sagde Søren Wolder.
Like er tilladt, tagging er ikke
På sociale medier er det lovligt at kræve, at brugerne liker et opslag for at deltage i en konkurrence.
”Men som udgangspunkt er det ikke lovligt at stille krav om, at man deler opslaget eller, at man tagger andre,” sagde Søren Wolder.
Når en person tagges, udløser det en notifikation på de sociale medier. Det sidestilles i markedsføringsretlig forstand med elektronisk post, som ikke er lovligt uden forudgående samtykke. Det samme gælder, hvis man beder konkurrencedeltagerne om at skrive, hvem de vil dele præmien med, fordi det reelt har samme effekt som tagging.
Mangelfulde oplysninger om præmier kan udløse politianmeldelse
Også præmierne rummer faldgruber. Det skal være tydeligt, hvilke præmier, man kan vinde, hvor mange der er, og hvad de er værd. Det er ikke tilstrækkeligt at vise eksempler på præmier, og værdien skal være reel og ikke ’oppustet’. Det er også et krav, at udvælgelsen af vinderen er transparent. Deltagerne skal vide, hvordan og hvornår vinderen trækkes, og hvordan vinderen får besked.
”Det er ret vigtigt at have styr på præmiesituationen, for overtrædelse af vildledningsforbuddet i markedsføringsloven, som træder i kraft i den situation, medfører som udgangspunkt altid politianmeldelse,” lød det fra Søren Wolder.
Regler om afgift og registrering
Endelig pegede Søren Wolder på, at konkurrencer kan udløse forpligtelser efter spillovgivningen. Udbyderen skal betale en præmieafgift på 17,5 pct. af kontantgevinster over 200 kr. For genstande skal der betales afgift, hvis værdien overstiger 750 kr. Og virksomheden skal anmeldes til registrering, inden konkurrencen starter.
Tydelige konkurrencevilkår
Endelig skal konkurrencevilkårene være tydelige og let tilgængelige og indeholde oplysninger om virksomheden bag konkurrencen, og det skal både være virksomhedens navn, adresse, e-mailadresse og CVR-nummer.
”Desuden – og det er vigtigt – skal man huske at oplyse om den måde, man behandler persondataene på ifølge GDPR-reglerne,” sagde Søren Wolder, som i øvrigt henviste til Forbrugerombudsmandens vejledning, hvor der findes en række eksempler på brug af konkurrencer i markedsføringen.
Webinaret om konkurrencer i markedsføringen var det første af en række på seks, som Søren Wolder holder for Creative Club. Det næste webinar afholdes den 26. maj og handler om samtykke. Webinaret er gratis for medlemmer af GRAKOM.