Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Høringssvar fra GRAKOM: Flere usikkerheder i det nye lovforslag

Høringssvar fra GRAKOM: Flere usikkerheder i det nye lovforslag Foto: Colourbox
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Fredag 11. august 2023
GRAKOM bakker generelt op om den nye medieaftale, der støtter både ugeaviser og magasiner. Men både tidsaspektet og tvivl om krav til antallet af redaktionelle medarbejdere skaber usikkerhed. Desuden undrer GRAKOM sig over et kriterie i udkastet til lovforslaget, der ikke var med i selve medieaftalen.

Før sommerferien blev der indgået en politisk aftale på medieområdet for 2024–2026. Aftalen er indgået mellem regeringen, SF, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre. Som en del af aftalen oprettes en 30 mio. kroners pulje til ”magasiner med publicistisk indhold af samfundsmæssig relevans, og som i dag ikke modtager mediestøtte eller er omfattet af nulmoms.”

Den samlede mediestøttepulje vil ifølge aftalen blive kr. 536,9 mio. fra 2024, heraf vil knap 53 mio. kr. gå til ugeaviser.

Efter input fra flere medlemmer, har GRAKOM netop afgivet sit høringssvar til det udkast til lovforslag, der ultimo juni blev udarbejdet ud fra medieaftalen.

GRAKOM bakker generelt op om den nye medieaftale, men har flere bemærkninger til det fremsatte lovforslag. En af problematikkerne er tidsaspektet, siger konstitueret adm. direktør i GRAKOM, Christian Jensen:

”Der er lagt op til, at forslaget skal træde i kraft den 1. januar 2024. Lovforslaget kan tidligst blive fremsat ved Folketingets åbning i oktober, hvorefter en bekendtgørelse sendes i høring. Det gør det svært for de medier, der ønsker at søge støtte. De ved ikke, hvad de har at forholde sig til, hvis de først kender betingelserne samtidig med – eller måske endda efter – loven er trådt i kraft, og dermed ikke kan indrette sig på kravene inden de søger.”

Christian Jensen 53530. Fotobentnygaardlarsen

Christian Jensen fortsætter:

”Det er ikke optimalt, at landets magasinudgivere må leve med usikkerheden om, hvorvidt deres forskellige magasiner er støtteberettigede eller ej. Lovforslaget angiver fx ikke, om der skal gælde krav om et vist minimum antal årsværk af redaktionelle medarbejdere. Efter de eksisterende støtteregler på dagblads­området gælder et krav om minimum tre årsværk for overhovedet at være støtteberettiget, hvor freelancemedarbejdere ikke tæller med. Magasiner gør traditionelt i lang større grad end dagblade brug af freelancere, hvorfor det er vigtigt, at der bliver taget hensyn til medietypernes forskelligheder.”

GRAKOM ønsker uddybning om definition på selvstændigt journalistisk bearbejdet stof

I sit høringssvar ønsker GRAKOM at få uddybet, hvad der forstås med ”selvstændigt journalistisk bearbejdet stof”, som ifølge lovforslaget er en forudsætning for støtte til både ugeaviser og magasiner. Samt om definitionen er den samme som den vejledning Slots- og Kulturstyrelsen giver, når man ansøger om redaktionel produktionsstøtte efter de gældende regler.

Samme uddybning ønsker GRAKOM i forhold til det tilskud, der ydes til henh. ugeavisers og magasiners redaktionelle omkostninger. Nemlig om det følger den vejledning fra Slots- og Kulturstyrelsen om indberetning og dokumentation af redaktionelle omkostninger ifm. produktionsstøtte.

Uklart hvad 'et bredere dansk publikum er'

Det er desuden uklart for GRAKOM, hvorfor der i forhold til magasiner i selve lovforslaget er indsat et kriterie om, at de skal være målrettet ”et bredere dansk publikum”.

”Det er ikke et krav, der er omtalt i medieaftalen, så vi undrer os over, at det er blevet indsat i teksten til lovforslaget, og ønsker oplyst, hvad der menes med et bredere dansk publikum” siger Christian Jensen.

GRAKOM ønsker kriterier i høring i god tid

I medieaftalen står, at man ønsker at udmønte de nærmere kriterier for aftalen med inddragelse af forligskredsen, samt at der foretages en evaluering af ordningen efter to uddelingsrunder.

GRAKOM anbefaler, at udkast til kriterierne sendes i høring umiddelbart efter, at der er afholdt møder om disse samt at de endelige kriterier udstedes i god tid inden ansøgninger om tilskud skal indsendes.

Læs også
Selvom der var glæde over den brede medieaftale, fylder manglende løsninger på mediernes forretningsmodeller fortsat meget i mediebranchen. På GRAKOMs og Aller Medias debat på Folkemødet kom der et konkret forslag fra Allers Camilla Kjems om en mulig løsning.
GRAKOMs konstituerede adm. direktør, Christian Jensen, er tilfreds med den store og brede opbakning til magasinbranchen i den netop indgåede medieaftale.