Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

HK: Vi er rystede

HK: Vi er rystede
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Tirsdag 19. marts 2024
Vi er rystede over, at man på så kort tid og med så kort varsel, fører en ny postaftale igennem som har uoverskuelige konsekvenser for vores blade. Sådan lyder det fra HK.

”Vi er rystede over, at man på så kort tid og med så kort varsel, fører en ny postaftale igennem som har uoverskuelige konsekvenser for vores blade. Selvom vi er en stor biks, kan jeg ikke bare banke på hos bestyrelsen og bede om en million ekstra kroner. Hvis jeg har svært ved det i HK, så forstil dig de små foreninger, hvor bladet er omdrejningspunktet.” 

Sådan siger leder af politik, kommunikation, uddannelse og fag i HK Privat, Kirstine Baloti om den nye postlov, som fjernede befordringspligten fra PostNord og dermed magasinudgiveres momsfritagelse ifm distribution. Hun fortsætter: 

”Den nye postlov er besluttet af nogle, der er blevet blinde for, hvor mange i vores samfund, der ikke er digitale. Og her taler vi ikke kun om ældre mennesker, men også om dem, der ikke arbejder ved computeren, men laboranter der bevæger sig rundt mellem kolber og laboratorieudstyr, travle tandklinikassistenter og kontoransatte, der ikke nødvendigvis har andet end en mobil derhjemme.  Medlemmer, der er rigtig glade for deres blade på tryk. Og det kan også være nogle, der sidder ved en computer, men som når de kommer hjem, foretrækker at få noget mellem hænderne, som de kan bladre i.”

Kirstine Baloti synes samtidig, at man ved at gøre det dyrere og sværere at sende trykt information til borgerne, samtidig bevidst eller ubevidst flytter pengene over i udenlandske lommer:

”Vi mister en mulighed for at komme i folks postkasse, hvis vi dropper vores blad. Og så skal vi bruge en masse ressourcer på at få folk til at åbne vores information digitalt, og de penge ender i tech-giganternes lommer. Er det bedre?”

Konsekvenserne af den nye postlov er hos HK Danmark, at man har lukket et trykt magasin ned, sat frekvensen ned på flere, et tredje bliver lukket i andet halvår og endelig vil man prøve sig frem med annoncesalg, så man måske kan hente nogle af meromkostningerne til distribution hjem. 

”Vi har ikke tidligere haft annoncer i alle vores magasiner. Det prøver vi nu, for at se om det kan give lidt indtægter.”

Samtidig har man stadig drøftelser om, hvad man gør på sigt, fortæller Kirstine Baloti:

”Problemet er, at vi ikke kan se en digital bladløsning som giver de samme muligheder for at fortælle lange formater, som medlemmerne er glade for. Jeg er bekymret for, at vi hælder en direkte vej ind i folks postkasse ud med badevandet, uden at have noget vi rigtigt kan sætte i stedet. Vi ved jo, at langt hovedparten af vores nyhedsbreve bliver åbnet på mobil, så det visuelle og de dybdegående formater fungerer ikke. Det giver kæmpemæssige udfordringer."

Artiklen blev første gang bragt i GRAKOMs magasin: Kommunikationsindustrien 1/2024.

Læs også
Hos Danmarks Jægerforbund gik man i panik, da man fandt ud af, at Jægerforbundet ikke længere fik momsfritagelse for distributionen af medlemsbladet.
Socialdemokratiets postordfører Thomas Monberg siger, at man i socialdemokratiet er bekymrede for udgivelser, som ville blive ramt af momsen, og at det kan koste livet for oplysende magasiner.