Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Få 6 konkrete greb til ESG-arbejdet

Få 6 konkrete greb til ESG-arbejdet
Mark Williams
Chef for ESG & bæredygtighed i GRAKOM Mark Williams
Torsdag 01. oktober 2026
Her får du 6 konkrete greb til, hvordan du kan prioritere ESG-indsatsen og undgå at bruge ressourcer på krav og data, som ikke er relevante for din virksomhed. GRAKOMs chef for ESG & bæredygtig udvikling, Mark Williams, fremhæver især et af grebene.

Er ESG på vej ud?

Det spørgsmål får jeg jævnligt. Det er helt forståeligt, for de senere år har budt på justerede rapporteringskrav og forenklinger.  Men ESG er ikke forsvundet. Det har ændret karakter.

For få år siden handlede ESG ofte om rapportering, strategier og store projekter. I dag handler det mere om produkter, dokumentation og konkrete henvendelser fra kunder. Det gælder ikke mindst for virksomheder i den grafiske branche og kommunikationsindustrien.

Fra ESG-rapportering til konkret dokumentation

Når virksomheder kontakter os i GRAKOM, handler det sjældent om, hvordan de skriver en ESG-rapport. Det handler oftere om en kunde, der efterspørger CO2-data, et spørgeskema, der skal besvares eller dokumentation for materialer og produkter.

Det kan også være en virksomhed, der skal forstå sin rolle under EU’s emballageforordning PPWR eller skovrydningsforordningen EUDR.

Fællesnævneren er dokumentation. Virksomhederne skal kunne vise, hvem de handler med, hvad deres produkter består af, hvor materialerne kommer fra, og hvilke krav produkterne er omfattet af.

Mit råd er ikke, at alle skal sætte gang i omfattende ESG-projekter. Virksomheden bør prioritere de områder, der har betydning for produkter, kunder og daglig drift.

Her er de seks greb, jeg mener, at grafiske virksomheder bør have fokus på:

1.      Kend jeres rolle
Kravene afhænger ofte af virksomhedens rolle i værdikæden. Er den fabrikant, importør eller leverandør? Og ændrer rollen sig fra produkt til produkt?  PPWR omfatter eksempelvis emballage til både virksomheder og forbrugere på tværs af materialetyper. Ansvaret afhænger dog af virksomhedens rolle i den konkrete leverance.
Under EUDR er klassiske trykte produkter under HS kode 49 undtaget, mens produkter under HS kode 48 stadig er omfattet. Det kan bl.a. gælde papir- og papbaseret emballage samt etiketter. En grafisk virksomhed skal ofte modtage og opbevare oplysninger fra leverandørerne. Ved import fra lande uden for EU, kan virksomheden få et større ansvar for at kontrollere og dokumentere materialernes oprindelse. Afklar derfor rollen, før I indsamler data eller indfører nye arbejdsgange.

2.      Find ud af, hvad kunderne kræver
Det mest mærkbare ESG-krav kommer fra kunderne. De kan efterspørge oplysninger om CO2-udledning, materialer, sporbarhed og certificeringer eller sende ESG-spørgeskemaer. Skab derfor overblik over kundernes spørgsmål. De handler ofte om produktets materialer og klimaaftryk, materialernes oprindelse, leverandørernes dokumentation og de regler, produktet er omfattet af. De samme oplysninger kan ofte bruges ifm. PPWR, EUDR, FSC, ESG-rapportering, klimaberegninger og kundeforespørgsler.

3.      Tag stilling til jeres miljøkommunikation
Kravene til miljømarkedsføring er skærpet, og generelle miljøudsagn er blevet begrænset med nye regler fra den 27. september 2026. Det er derfor blevet sværere at omtale et produkt som grønt eller miljøvenligt. Virksomheden skal kunne dokumentere de egenskaber, den fremhæver. Spørgsmålet er ikke kun, hvad virksomheden vil kommunikere, men hvad den kan dokumentere.

4.      Vælg de certificeringer, der skaber værdi
Certificeringer og mærkningsordninger kan bidrage med troværdighed, struktur og dokumentation. Men virksomheder har ikke brug for de samme ordninger. For nogle grafiske virksomheder er FSC eller PEFC afgørende.  For andre kan en ISO-certificering, Svanemærket eller en anden ordning være relevant. Vælg de certificeringer, der passer til virksomhedens produkter og kundernes krav. De de nye regler fra 27. september 2026 gør også bæredygtighedsmærker uden tredjepartscertificering forbudt.

5.      Få styr på data og dokumentation
Hvis jeg kun måtte give ét råd, skulle det være at få styr på jeres data. Mange virksomheder har allerede de nødvendige oplysninger, men dokumentationen ligger spredt i mails, mapper og regneark eller kun er kendt af enkelte medarbejdere. Saml derfor oplysninger om materialer, oprindelse, leverandører, erklæringer, certificeringer samt klima- og ESG-data. Det behøver ikke at være et avanceret system. Det afgørende er, at medarbejderne ved, hvor dokumentationen ligger, og hvem der opdaterer den.

6.      Vær klar til kundeforespørgsler

ESG-relaterede kundeforespørgsler bør ikke behandles som en ny opgave, hver gang de lander i indbakken. Når ansvaret er placeret, og dokumentationen er samlet, bliver svarene mere ensartede, og virksomheden bruger mindre tid på at lede efter oplysninger. Det kræver ikke nødvendigvis en ESG-afdeling eller specialister på alle områder. Virksomheden skal kende de relevante krav, placere ansvaret og have adgang til den nødvendige dokumentation. Ved behov kan man hente specialisthjælp.

Det var hovedbudskabet fra  GRAKOMs chef for ESG & bæredygtig udvikling, Mark Williams,  da han for nylig holdt oplæg på Sign Print & Pack

Læs også
EU-Kommissionen undersøger, hvordan miljølovgivningen påvirker virksomheder. GRAKOM opfordrer medlemmerne til at dele deres erfaringer med bl.a. dokumentation, omkostninger og kontakt med myndigheder. Fristen er den 12. oktober.
Effection fortsætter som selvstændigt brand efter overtagelsen, der giver Stibo Complete flere kompetencer inden for visuelle løsninger og produktion i storformat.