Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Giv de unge et ansvar

Giv de unge et ansvar Produktionsleder hos Envases Mads Graff. Foto: Thomas Steen Sørensen, Colorrange
Onsdag 03. juni 2026
Husk at inddrage de unge, ellers gider de ikke at blive i jobbet, lød et af budskaberne på GRAKOM-konference om fremtidens arbejdskraft. Afsenderen var Mads Graff Brøndum, der som næsten nyuddannet selv har fået ansvar for 45 ansatte.  

Af: Nils-Ole Heggland, journalist

”Kulturen er altafgørende for en arbejdsplads; den er også vigtigere end maskinparken. I dag vil de unge gerne inddrages, og hvis de oplever, at de hverken bliver set eller hørt, så vil de ikke blive på virksomheden. Og det kan faktisk være guld værd for virksomhederne at lytte til de unge, for de tør godt tage udfordringerne op, og de kan se på tingene med nye øjne.”

Opfordringen kom på GRAKOM og FESPA’s konference Fremtidens Arbejdstidskraft i Middelfart og blev fremsat af Mads Graff Brøndum, der som 30-årig selv er blevet tildelt et betragteligt ansvar.

Fra rådhus til trykkeri

Først blev han – efter en HG-uddannelse – kontorelev i Middelfart Kommune. Lærebrevet kom da også i hus, men det var ikke spændende nok at sidde ved et skrivebord, så han fik job som ufaglært på en af Odenses – og branchens – store arbejdspladser, Envases, med 500 ansatte. Det tidligere Glud & Marstrand trykker på metal og indgår i dag i en stor mexicansk emballagekoncern, og et år efter afsluttet læretid blev Mads Graff Brøndum udnævnt til produktionsleder med knap et halvt hundrede trykkeriansatte under sig.

”De første fire år var jeg ufaglært, men ledelsen spurgte to gange, om jeg ville i gang med en uddannelse som grafisk tekniker. Første gang var jeg ikke interesseret, fordi jeg havde andre planer og fulgte nogle netbaserede kurser i ledelse,” fortalte han på konferencen.

Anden gang blev det dog et ja tak, og det gik ikke så ringe endda. Under lærlingeforløbet kom Mads Graff Brøndum fx med til DM i Skills i 2023 for talentfulde unge fra en erhvervsuddannelse. Som rollemodel for Erhvervsskolernes Elevorganisation tog han ud på skoler og talte om mulighederne i den grafiske branche. Og i sommeren 2024 blev han udlært med et 12-tal og bronzemedalje for svendeprøven.

Vil øge kendskab til branche

I sit nuværende job lægger han vægt på at tiltrække unge – bl.a. ved at øge kendskabet til de grafiske fag og uddannelser.

”I min afdeling har vi 36 grafisk teknikere , og 14-15 af dem er 55 år eller ældre, så vi har en udfordring med at rekruttere de kommende år. Desværre kender de unge ikke den grafiske branche så godt, som de kender andre fag, og jeg har selv været ude på skoler for at tale om uddannelse og vise, at man som ret ung og nyuddannet kan blive tildelt et ansvar,” sagde Mads Graff Brøndum.

Han tilføjede, at det er vigtigt at vise de unge, hvad en grafisk uddannelse kan føre til.

”Der er mange unge, som ikke ved, hvor langt de kan komme med en erhvervsuddannelse, og derfor skal vi tage et større ansvar for at vise, hvad en uddannelse kan føre til. Vi skal være bedre til at fortælle, hvad branchen laver, og hvilke muligheder der er for de unge. Det handler ikke bare om maskiner og metal – men om teknologi, kvalitet og ansvar.”

Envases i Odense tager også imod skolepraktikanter og har rundvisninger for bl.a. skoleklasser, gymnasier, tekniske skoler og ingeniørstuderende. Desuden er virksomheden gået fra at få en enkelt grafisk elev om året til at få to-tre hvert år, så der hele tiden er fire-fem unge i gang med at få en uddannelse.

Mange unge tager en omvej

Med en tur forbi rådhuset og nogle år som ufaglært opfatter Mads Graff Brøndum sig som typisk for i hvert fald en god del unge, der ikke altid følger den slagne vej, fortalte han på konferencen:

”Som leder i Envases ser jeg på mennesket, før jeg ser på karaktererne, og jeg opfatter nysgerrighed som en nøglekompetence. Nogle unge er måske skoletrætte eller ved ikke helt, hvad de vil, men alligevel kan de være til gavn, og man lærer altid noget undervejs, selvom man skifter spor. Fra min tid på rådhuset lærte jeg fx at møde til tiden og at tage ansvar for mig selv.”  

Artiklen blev bragt første gang i GRAKOMs medlemsmagasin, Kommunikationsindustrien 1/2026.

Læs også
Direktør Frederik Krause mener, at man risikerer at tage unges selvværd fra dem, hvis man venter for længe med at give dem ansvar. Derfor fik Jonas Svanebjerg hurtigt et ansvar, som han selv efterspurgte.
EUDR træder i kraft ved udgangen af 2026. Kravene er blevet justeret flere gange.Her er webinarer, der giver overblik over reglerne, og GRAKOMs webinar er særligt rettet mod grafiske virksomheder.