EUDR: Virksomheder kan nu indsende oplysninger i informationssystemet TRACES
EU-Kommissionen har gjort informationssystemet TRACES tilgængeligt for virksomheder, som skal indsende due diligence-erklæringer i systemet fra udgangen af 2025.
Sammen med den officielle version af TRACES, har EU-Kommissionen udgivet en træningsversion som virksomheder kan bruge til at blive fortrolige med systemet. Træningsversionen hedder TRACES Alpha ACCEPTANCE.
Både det officielle TRACES-system og træningssystemet TRACES Alpha ACCEPTANCE er tilgængelige på alle EU-sprog.
Selvom der er opnået politisk enighed om at udskyde EUDR med et år, anbefaler Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, at alle virksomheder fortsætter med at gøre sig klar til EUDR.
Kun få GRAKOM-virksomheder skal bruge TRACES i praksis
Det er dog kun en mindre del af GRAKOMs medlemmer, som skal bruge TRACES i praksis. Medmindre der er tale om en stor virksomhed eller en virksomhed, som importerer produkter uden for EU, behøver virksomhederne ikke selv at registrere sig eller deres produkter i TRACES. De kan i stedet nøjes med at videresende DDS-referencenumre fra deres egne leverandører til deres kunder.
For virksomheder, der skal gøre brug af TRACES, anbefales det at starte med træningsversionen. Ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø vil indsendte due diligence-erklæringer i den officielle version af TRACES kunne indgå i Styrelsens tilsyn med forordningen, mens man frit kan øve sig i træningssystemet.
GRAKOM-webinar om TRACES i det nye år
GRAKOM er i gang med at planlægge et webinar i det nye år, hvor vi nærmere vil forklare, hvilke forpligtelser de forskellige typer virksomheder har i relation til både TRACES og due diligence under EUDR-forordningen.
Links
Link til det officielle TRACES-system
Link til test- og træningsversionen TRACES Alpha ACCEPTANCE
Yderligere information om EUDR og TRACES kan findes på Styrelsens hjemmeside