Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Endeligt resultat af overenskomstafstemningen den 9. april 2025

Endeligt resultat af overenskomstafstemningen den 9. april 2025 Foto: Colourbox
Niels Johannesen
Advokat Niels Johannesen
Søndag 23. marts 2025
Den 9. april offentliggøres afstemningsresultatet for forligsmandens mæglingsforslag. Hvis det bliver et ja, gælder de nye overenskomster. Læs om mæglingsforslaget, og hvad der sker fremadrettet.

Der er indgået fornyelsesaftaler om hver af GRAKOMs 3 overenskomster, og fornyelsesaftalerne er godkendt af både GRAKOMs bestyrelse og Dansk Arbejdsgiverforening. Men dermed er overenskomstfornyelserne ikke endelige. Fornyelsesaftalerne indgår i forligsmandens mæglingsforslag, som der skal stemmes om.

Tirsdag den 25. marts forventes forligsmanden at fremsætte sit mæglingsforslag. Mæglingsforslaget indeholder dels alle de overenskomster, som parterne har indgået fornyelsesaftaler om, dels bestemmelser om hvordan de få overenskomster, der ikke er indgået fornyelsesaftaler om, skal fornys, og dels nogle få bestemmelser, der gælder for samtlige overenskomster på DA/FH-området. Det hele bliver samlet, og der stemmes om det hele på en gang.

Mæglingsforslaget skal til afstemning hos henholdsvis arbejdsgivere og lønmodtagere. På arbejdsgiversiden sker afstemningen i DA’s hovedbestyrelse. Hos lønmodtagerne holdes der urafstemning blandt medlemmerne af fagforbundene.

Hvis begge sider stemmer ja til mæglingsforslaget, gælder de nye overenskomster. Overenskomsterne gælder tilbage fra den 1. marts 2025, men satsændringerne sker først fra 1. maj 2025.

I forventning om at mæglingsforslaget vedtages, holder GRAKOM webinarer om overenskomstfornyelserne den 3. og 4. april. Webinarerne er en unik mulighed for at få et indblik i de elementer, der er forhandlet på plads og hvordan man som virksomhed skal arbejde med dem. På det fysiske møde er der god mulighed for at stille spørgsmål til GRAKOMs advokater, der stod for overenskomstforhandlingerne på GRAKOMs vegne.

Tilmelding kan ske her til den 3. april og her til den 4. april. Der holdes også et fysisk informationsmøde den 7. april. Tilmelding kan ske her.

Hvis mæglingsforslaget vedtages, udsender GRAKOM cirkulærer vedr. overenskomstændringerne. Derefter går GRAKOM i gang med at skrive indholdet fra fornyelsesaftalerne ind i overenskomsterne, så de nye overenskomster kan blive trykt og udsendt til medlemmer af GRAKOM Arbejdsgivere.

Læs også
Den grafiske overenskomst blev fornyet den 7. marts af GRAKOM Arbejdsgivere, Dansk Erhverv for DMA, HK Privat og 3F.
Funktionæroverenskomsten samt digitalprint- og serigrafoverenskomsten mellem GRAKOM Arbejdsgivere og HK Privat blev fornyet den 17. marts 2025 og gælder for tre år. GRAKOM indbyder nu alle medlemmer til informationsmøder.