Elefantprint går ind på promotion-markedet
Elefantprint har den 1. oktober 2026 overtaget aktiviteterne i Wilke Promotion, der siden 2012 har solgt reklameartikler, profilbeklædning og firmagaver til virksomheder, skoler og offentlige institutioner i hele Danmark. Handlen indeholder også en webshop.
For Elefantprint er handlen et strategisk skridt ind i et nyt forretningsområde, der ligger tæt op ad kerneforretningen. Kunderne er ofte de samme virksomheder, og behovet er det samme: at blive set og husket.
"Vores kunder bestiller roll-ups, bannere og tryksager til messer og events. Og så spørger de, om vi også kan levere kuglepenne, drikkedunke og tøj med logo. Indtil nu har vi måttet sige nej. Med Wilke Promotion får vi et etableret sortiment, en veldrevet webshop og folk, der kender branchen indefra," siger ejer af Elefantprint, Anders Nees, i en pressemeddelelse.
Reklameartiklerne sælges via både wpro.dk og elefantprint.dk, så Wilke Promotions sortiment når ud til Elefantprints eksisterende kundebase.
Vil selv producere reklameartikler
Elefantprint vil selv trykke de reklameartikler, kunderne bestiller mest af. Derfor er der investeret i en UV-printer, der trykker direkte på alt fra golfbolde og kuglepenne til drikkedunke. Fra starten af 2027 kommer transfertryk til tøj og poser også med i produktionen.
"Tryk er vores fag, og vi har pladsen og folkene. Når vi selv producerer de mest solgte produkter, kan vi samle mange små ordrer og køre dem som én stor produktion. Det giver kortere leveringstider, fuld kontrol over kvaliteten og skarpere priser, også når kunden kun skal bruge et lille antal. Det er en naturlig udvidelse for en grafisk virksomhed som vores," siger Anders Nees.
Erfaring fra branchen med i købet
Tidlgiere ejer af Wilke Promotion, Jeppe Bladt, fortsætter i Elefantprint med ansvaret for webshoppen wpro.dk samt for reklameartikler på elefantprint.dk. Også salgs- og ordrekoordinator Helle Heilberg fortsætter under den nye ejer.
"Vi har altid været afhængige af andres produktion. Nu står maskinerne i vores egen hal, og vi har et stærkt grafisk miljø omkring os. Det giver helt nye muligheder for at udvikle forretningen," siger Jeppe Bladt.
Promotion får plads på FESPA
Elefantprints udvidelse falder sammen med, at promotion også får plads på FESPA Global Print Expo i München i 2027. Det nye område hedder Merch og får fokus på produkter og produktionsløsninger til tryk på reklameartikler samt en konference om promotionmarkedet.