Eksperter tror stadig på den trykte bog


På trods af, at flere og flere bøger bliver digitale, viser en undersøgelse fra Saxo, at mange danskere stadig sætter pris på den fysiske bog.
Undersøgelsen, der hedder ”Sådan læser vi i 2024” viser et øget behov for fordybelse i den fysiske bog: 74 pct. af danskerne har læst over 10 bøger i 2024, mens tallet var 70 pct. i 2023. Det er Jyllands-Posten, som skriver om undersøgelsen og om læsning af trykte bøger. Bla. citeres Gyldendals strategi- og kommunikationschef, Niels Overgaard:
”Den trykte bog kan noget særligt. Man optager viden bedre, når man læser i en fysisk bog, og man træner den evne til fordybelse, ro og nærvær, som de teknologiske platforme udfordrer. Vi tror på bogen, men hvis vi skal have alle med – også dem der ikke kommer fra et læsende hjem – kræver det politiske prioriteringer for at sikre, at alle børn i institutioner og skoler møder relevant litteratur. Hvis ikke det offentlige tager det ansvar, kan mange børn i dag blive voksne uden at kende til al det magiske, en bog kan. Det vil være en skam, idet der i fremtiden er brug for netop de evner, som bogen styrker: fordybelse, empati, kreativ tænkning og selvrefleksion.”
Også adjunkt i litteraturhistorie ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet Solvei Daugaard ser en fremtid for den trykte bog:
”Jeg tror faktisk ikke, at det står så slemt til, som mange hævder. Globalt set står bogen faktisk – i modsætning til for 20 år siden - ganske stærkt i forhold til de digitale medier. Dette fordi den giver så mange andre og mere vedvarende oplevelser end de digitale medier. Desuden kan den trykte bog være centrum for en række fællesskaber, som ikke findes digitalt.”

