Derfor har ejerledere gavn af en bestyrelse
Af Nils-Ole Heggland, journalist
"I små og mellemstore virksomheder - som den grafiske branche har mange af - er det almindeligt enten slet ikke at have en bestyrelse eller at have en bestyrelse med familiemedlemmer. Men der kan være store fordele ved at have fagfolk, som kan hjælpe med at træffe større beslutninger om drift, udvikling og vækst. Selv om mange virksomheder i branchen bliver ledet af dygtige self-made typer, så bliver beslutningerne ofte bedre, hvis de bliver truffet efter en grundig drøftelse, fx i en professionel bestyrelse."
Sådan siger Troels Møller, der i en årrække har været medejer af konsulenthuset Cubion og har en fortid som konsulent hos GRAKOM og en faglig baggrund som bl.a. grafisk tryktekniker.
Han er blandt indlægsholderne på et medlemsmøde den 28. maj, hvor GRAKOM og eksterne eksperter belyser, hvordan ejerledede virksomheder med fordel kan erstatte en bestyrelse bestående af familiemedlemmer med fagfolk, der kan sikre sparring for ejerlederen og ejerfamilien.
Ros fra banken
Troels Møller fremhæver, at omverdenen ofte vil se positivt på en professionel bestyrelse.
"I dag bliver der lagt større vægt på governance end for blot få år siden. Derfor vil fx banken og især store samarbejdspartnere meget ofte se det som et plus, hvis en ejerledet eller familieejet virksomhed trækker fagfolk ind i bestyrelsen."
Brug for nye kompetencer
Samtidig påpeger Troels Møller, at et bestyrelsesmedlem ikke behøver at have posten i tid og evighed.
"Det vigtige for virksomheden er at sikre de kompetencer, der er brug for aktuelt - og det kan være helt anderledes to-tre år senere. På ét tidspunkt kan det være værdifuldt for virksomheden med stor indsigt i fx logistik, på et andet tidspunkt kan det være relevant med viden om at gå ind på det svenske marked. En løsning kan være at aftale en funktionsperiode på tre år, så bliver det ikke akavet for nogen af parterne, hvis eller når virksomheden vurderer, at den står i en ny fase og har brug for andre kompetencer i bestyrelsen," pointerer Troels Møller.
Medlemsmødet, der afholdes i samarbejde med Netværksgruppe Øst, finder sted torsdag 28. maj fra kl. 17-20 på Scandic Hvidovre, Kettevej 4, 2650 Hvidovre. Arrangementet er gratis for medlemmer af GRAKOM.
Få mere viden om fordelene ved en professionel bestyrelse - tilmeld dig her