ClimateCalc i stærk fremgang – et fælles værktøj, der samler branchen
ClimateCalc er i disse år i markant udvikling og står i dag stærkere end nogensinde som branchens fælles værktøj til beregning af klimaaftryk. Det blev tydeligt på den seneste generalforsamling i ClimateCalc, hvor både vækst, udbredelse og de kommende års fokusområder var i centrum.
Antallet af virksomheder, der anvender ClimateCalc, er fordoblet siden 2022, og ved udgangen af 2025 forventes omkring 250 betalende virksomheder. ClimateCalc anvendes i dag af virksomheder i 22 lande, med særlig stærk udbredelse i bl.a. Danmark, Frankrig, Holland og Belgien. Det understreger værktøjets rolle som en fælles, international standard udviklet af og for branchen.
2025 blev et år med forandringer for mange virksomheder
EU-tilpasninger på ESG-området og ændrede rapporteringskrav skaber usikkerhed for nogle og behov for forenkling for andre. Netop derfor har ClimateCalc haft fokus på at gøre klimaberegninger mere anvendelige i praksis – med nye muligheder for håndtering af energiforbrug og transportdata samt mere detaljerede beregningsresultater, som gør klimaarbejdet lettere at anvende i hverdagen.
I foråret blev en ny version af ClimateCalc lanceret, og udviklingen fortsætter. Samtidig arbejdes der med en API-løsning, som gør det muligt at integrere ClimateCalc med virksomhedernes egne systemer. Det vil gøre produktberegninger mere automatiserede, mindske manuelt arbejde og styrke kvaliteten og anvendeligheden af virksomhedernes klimadokumentation.
ClimateCalc drives som et fælles brancheinitiativ, hvor GRAKOM varetager sekretariatet og arbejder tæt sammen med systemets IT-leverandør, Intergraf og en række europæiske brancheorganisationer. Det tætte samarbejde sikrer både faglig kvalitet, international forankring og løbende videreudvikling af værktøjet.
Læs mere om ClimateCalc her og kontakt Jonas Vinther Pedersen, hvis du går med overvejlelser om at gøre brug af ClimateCalc til din virksomheds eller produkters klimaberegning.