Børne- og undervisningsministeren vil justere millionaftale om skolebøger efter kritik


Der var glæde over hele linjen, da regeringen sammen med Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti indgik en aftale om at afsætte 540 mio. kr. til fysiske bøger som modvægt til skærmbaseret undervisning.
Men glæden varede kun til i torsdags, hvor Berlingske kunne afsløre, at det store beløb ville blive ædt op af administrationsomkostninger.
Det er Center for Undervisningsmidler (CFU), der har fået til opgave at udmønte de mange penge, og de har fordelt pengene således, at 313 mio. kr. ud af de 540 mio. kr. bruges til lager, distribution og pædagogisk kvalificering.
Det har både børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye samt flere ordførere fra partierne bag aftalen taget ilde op og reageret kraftigt på i bl.a. Berlingske, og ministeren har reageret ved at sige, at den fordeling skal laves om.
Heldigvis er kun 4 pct. af bevillingen på de 540 mio. kr. uddelt, og selvom ministeren vil ændre fordelingen af midlerne, mener han stadig, at det er en god idé at det er Center for Undervisningsmidler, der står for at forvalte opgaven med at købe bøger til skoleeleverne.
”En bog kan gennem CFU udlånes syv gange på et år, og den store samling giver lærerne et bredt udvalg af materialer. Jeg kan frygte, at vi indsnævrer de muligheder for lærerne, hvis de kun kan vælge de bøger, som står i skolens egen kælder,” siger børne- og undervisningsministeren til Berlingske. Han tilføjer til mediet:
”Boggaven er til bøger. Derfor er jeg trods alt glad for, at det kun er de første fire procent, der er fordelt med en dårlig fordeling mellem bogindkøb, pædagogisk kvalificering og distribution. De resterende 96 procent bliver fordelt markant anderledes.”
Fra GRAKOMs adm. direktør, Carina Christensen lyder det:
”Vi er meget tilfredse med, at børne- og undervisningsministeren har reageret hurtigt og nu vil ændre fordelingen markant. De 540 mio. kr. skal selvfølgelig komme eleverne til gavn i form af flere bøger – og ikke ædes op i ren administration. Vi vil følge udmøntningen tæt”.