Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Svanen

Svanen er det nordiske miljømærke, der stiller skrappe krav til miljøpræstationen af både trykkeriet og det trykte produkt med udgangspunkt i produktets livscyklus.

Et svanemærket trykkeri er blandt de trykkerier på markedet, der har den bedste miljømæssige præstation. Kravene strammes jævnligt op og er baseret på en vurdering af råvarer, kemiske tilsætninger, energieffektivitet og produktionsprocesser. Også produktets kvalitet, emballage og den senere affaldshåndtering samt mulighederne for genanvendelse er der krav til.

Ved brug af svanemærkelogo på produkter er der yderligere krav, der skal overholdes. Fx skal mindst 90 pct. Af papiret i tryksagen være godkendt papir, der må ikke anvendes PVC-materialer, og trykning skal foregå på et svanemærket trykkeri.

Svanen har desuden fastlagte retningslinjer for brug af mærket i markedsføringsøjemed, som virksomheden skal overholde.
 
BEMÆRK: Svanen tillader ikke, at der i tryksagen refereres til anvendelsen af svanemærket papir, hvis virksomheden ikke har licens til svanemærkning.

Hvad koster det?

Når du søger om at få, ændre eller forny en licens til Svanen, skal du betale et gebyr. Derudover skal du som licenshaver betale et årligt anvendelsesgebyr. Læs mere herom samt om kriterierne for trykkerier og tryksager hos Miljømærkning Danmark.

Årligt Svaneregnskab

Som licenshaver til miljømærket Svanen er virksomheden forpligtet til at udarbejde et årligt Svaneregnskab i Nordic Ecolabelling Portal. Fristen for levering af det årlige Svaneregnskab er seks måneder efter afsluttet årsregnskab.

Regnskabet skal laves en gang om året for at dokumentere, at trykkeriet stadig har point nok til at beholde sin svanelicens. Husk at det tager tid at indsamle de nødvendige data.

Vores rådgivere i ESG-afdelingen har stor erfaring i udarbejdelse af svaneregnskabet og skønner, at et trykkeri let kan bruge, hvad der svarer til en uges internt arbejde på selv at udfærdige det årlige Svaneregnskab. Der kan således spares meget tid i virksomheden ved at lade GRAKOM udføre opgaven.

Vil din virksomhed opnå licens til Svanen?

Som medlem af GRAKOM kan din virksomhed få rådgivning og assistance til at opnå Svanen eller hjælp til udarbejdelse af det årlige svanemærkeregnskab. Kontakt ESG-rådgiver Jan Stormer på tlf. 6312 7000 eller mail jas@grakom.dk.