Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

EU’s skovrydningsforordning (EUDR)

EU-forordningen mod global skovrydning og skovforringelse (EUDR) træder i kraft den 30. december 2025 for store og mellemstore virksomheder og den 30. juni 2026 for små og mikrovirksomheder.

Forordningen har til formål at sikre, at produkter som indeholder træ, soja, palmeolie, kaffe, kakao, kvæg og gummi ikke bidrager til global skovrydning og skovforringelse. Kravene i forordningen omfatter også virksomheder, der producerer og sælger tryksager, emballage og labels.

Det har væsentlig betydning for de krav, der skal overholdes, om virksomheden betegnes som en SMV eller en stor virksomhed (ikke-SMV). Der er således flere krav i forordningen til de store virksomheder. Grænserne for om en virksomhed betragtes som SMV eller en stor virksomhed fremgår af hjemmesiden for Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø: FAQ - Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

En EU-forordning er en bindende retsakt, der gælder direkte i medlemslandene, når den træder i kraft. I Danmark er Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø udpeget til at agere tilsynsmyndighed.

Operatør eller forhandler

Kravene i EUDR afhænger også overordnet af, om virksomheden er operatør eller forhandler, men både operatører og forhandlere er forpligtet til at sikre følgende:

a.      At deres produkter ikke har ledt til skovrydning og skovforringelse i oprindelseslandet.

b.     At produktionen er foregået i overensstemmelse med oprindelseslandets lovgivning.

c.      At produkterne er omfattet af en due diligence-erklæring omfattende risikovurdering og sporbarhed i hele værdikæden.

Operatøren har de største forpligtigelser og er som udgangspunkt den virksomhed, der første gang bringer en vare på markedet i EU. EUDR betragter dog papir, pap og karton som en anden kategori end tryksager og emballage. Det betyder, at virksomheder, som f.eks. fremstiller tryksager, altid er operatører også selv om de køber deres materialer inden for EU's grænser.

Virksomheder, der er forhandlere og som videresælger varer inden for EU, kan få status som operatører, hvis forhandleren samtidig er en stor virksomhed. Det samme gør sig gældende, hvis en forhandler eksporterer til lande udenfor EU.

Due diligence-system til risikovurdering

Det centrale begreb i skovforordningen er risikovurdering af leverandørkæden, hvor der blandt andet er krav og etablering af en due diligence ordning i de virksomheder, der er store operatører eller som importerer fra lande udenfor EU.

Her vil de af GRAKOMs medlemmer, der er operatører og som køber materialer inden for EU, i udbredt grad kunne basere deres egen due diligence-ordning til risikovurdering på de risikovurderinger, som deres materialeleverandører har foretaget. Det vil dog altid være virksomheden selv, som har ansvaret for, at reglerne i forordningen bliver overholdt.

For Downstream SMV-operatører, der køber varer indenfor EU, er der ikke krav om etablering af en due diligence ordning, og de skal ikke foretage due diligence. Downstream SMV-operatører har en forpligtigelse til at videregive referencenumre til de due diligence-erklæringer (DDS), der er lavet af operatører længere oppe i værdikæden, hvilket typisk vil være leverandøren af papir, karton eller pap. Selvom der ikke er krav om due diligence for Downstream SMV-operatører, så bevarer virksomheden ansvaret for at reglerne i forordningen bliver overholdt. Se mere om hvilke krav der konkret gælder for SMV-virksomheder nederst på denne side.

Downstream store operatører, der køber varer indenfor EU, samt de operatører, der importerer, fra lande udenfor EU er forpligtet til at fortage due diligence med risikovurdering og risikominimering af deres leverandørkæde. Derudover er disse operatører forpligtet til selv at udarbejde due diligence erklæringer i EU's informationssystem TRACES.

Downstream store operatører, som køber materialer indenfor EU, kan i udbredt grad basere deres egen due diligence-ordning til risikovurdering på de risikovurderinger, som deres materialeleverandører har foretaget. Virksomheden bevarer dog ansvaret for at reglerne i forordningen bliver overholdt.

Store virksomheder er også forpligtet til at udarbejde og årligt publicere en rapport om deres due diligence aktiviteter. Se mere om hvilke krav der gælder for store virksomheder nederst på denne side.

Særligt for papir, pap og karton

Det er helt afgørende, for at GRAKOMs medlemmer kan opfylde deres forpligtigelser i forordningen, at der er information tilgængelig fra deres materialeleverandører.

Når det kommer til råvarerne, så er leverandørkæderne inden for papir, pap og karton særdeles komplicerede, da disse materialer kan bestå af træmateriale fra et endda meget omfattende antal skovområder og lande.

Når det kommer til informationen fra leverandørerne, så har det stor betydning for GRAKOMs medlemmer, hvordan især referencenumrene til leverandørens due diligenceerklæringer (DDS) bliver givet videre til virksomhederne.

Endnu er det kun få leverandører der har tilkendegivet, hvordan de forventer at formidle referencenumrene til deres kunder, men det tyder på, at følgesedlerne, som leveres med materialerne, kan blive centrale dokumenter, og at referencenumrene vil blive angivet individuelt for f.eks. hver palle, rulle eller leverance.

Hvis referencenumrene bliver angivet på denne måde og GRAKOMs medlemmer skal kunne videregive de korrekte referencenumre til deres egne kunder, kan det få den konsekvens, at virksomhederne skal ændre deres lagerstyring af materialerne samt den fysiske håndtering, så materialer, der forbruges til den enkelte ordre i produktionen, kan spores til de specifikke paller eller ruller, der har været anvendt.

Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at en FSC- eller PEFC-certificering alene kan sikre, at grafiske virksomheder kan overholde deres forpligtigelser i relation til EUDR.

Kravene der skal overholdes af de grafiske virksomheder

De konkrete krav i EUDR som de grafiske virksomheder skal overholde er opsummeret på undersider for henholdsvis Store virksomheder og SMV-virksomheder nederst på denne

Kunderne stiller spørgsmål

Flere af GRAKOMs medlemmer er blevet kontaktet af deres kunder, og er blevet spurgt til, hvor langt de er med implementering kravene til EUDR.

Hvis kunderne stiller spørgsmål til status for EUDR, kan GRAKOM opfordre virksomheden til at kontakte de relevante leverandører af materialer og spørge til deres status for overholdelse af kravene, og hvornår de forventer at kunne dele deres referencenumre og risikovurdering med kunderne.

Virksomhederne kan også med fordel oplyse kunderne om de konkrete initiativer, der er igangsat i virksomheden for at implementere kravene i EUDR. Eksempler på svar til kunden fremgår under Q&A nederst på denne side.

Relevante links med yderligere information

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV): EU-forordningen mod global skovrydning og skovforringelse (EUDR) - Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

  • SGAV’s FAQ
  • Link til forordningen
  • Link til Kommissionens FAQ og Guidance document

EU-kommissionen: Deforestation Regulation implementation - European Commission

  • Link til forordningen
  • Link til Kommissionens FAQ og Guidance document
  • Link til compliance document
  • Link til information om EU-informationssystemet TRACES
EUDR-krav til SMV-virksomheder
Login påkrævet
Læs hvilke krav, der gælder for SMV-virksomheder, som er omfattet af EUDR.
EUDR-krav til store virksomheder
Login påkrævet
Læs hvilke krav, der gælder for store virksomheder, som er omfattet af EUDR samt virksomheder der køber materialer fra lande udenfor EU.
Q&A EUDR
Login påkrævet
Her finder du svar på nogle af de hyppigst stillede spørgsmål vedrørende EUDR.