Virksomhederne sikrer sig mod prisstigninger
En af de store udfordringer i branchen er de stigende papirpriser. Det kan betyde, at man får problemer i forhold til sine kunder. Enten fordi man bliver nødt til at tage højere priser, end man havde lovet kunderne, eller at man selv må dække et eventuelt tab.
Ifølge GRAKOMs chefjurist, Christian Jensen, er der dog flere ting, man kan gøre for at sikre sig:
"Jeg vil anbefale, at man begrænser risikoen over for enten kunder eller leveran-dører eller begge dele. Det kan man gøre ved at lave en prisregulerings-
klausul i sine tilbud til kunderne, og man kan indgå langvarige prisaftaler med leve-randørerne."
"Det er en nødvendighed"
En af dem, der køber rigtig meget papir, har netop sikret sig, som anbefalet af Christian Jensen:
"Alle de steder, jeg har arbejdet, har vi gjort begge dele. Vi har lavet tidsbestemte tilbud, indgået prisreguleringsklausuler i kontrakter og lavet minimum halvårsaftaler med papirleverandørerne. Det anser jeg som en nødvendighed, da papir udgør så stor en del af omkostningerne," siger Mogens Larsen, adm. direktør hos Nørhaven.
"Det er et kæmpe problem"
Hos Stibo Complete gør de også, hvad de kan, for at sikre sig, siger CEO, Søren
Henriksen:
"Vi gør det, som Christian Jensen anbefaler, for det er et kæmpe problem, at priserne stiger. Vi sørger for ikke at have nogen risiko. Hvis vi giver kunderne faste priser, har vi sikret os, at vi også har fået fast pris hos leverandørerne, i hvert fald at priserne ikke kan stige mere end et vist antal procent."
Samtidig har Stibo Complete gjort, hvad de kan, for at skaffe leveringssikkerhed:
"Der kan blive problemer med at levere i et marked, hvor der er taget meget papirkapacitet ud af markedet, og hvor der formodentlig også er nogle, der hamstrer. Men vi har sikret os ved at committe os til én stor leverandør," siger Søren Henriksen.
En dårlig oplevelse
Hos Aller Tryk fortæller adm. direktør Jesper Jungersen, at man sikrer sig ved, at man kun indgår aftaler om en fast pris med en kunde – som man typisk gør på årskontrakter – hvis man også har en aftale med en papirleverandør i forhold til den specifikke aftale.
Det har fungeret godt i mange år, men Jesper Jungersen har dog lige været ude for en dårlig oplevelse.
"Vi havde lavet en aftale med en dansk agent for en tysk papirleverandør om faste priser på opgaver til flere kunder, gældende for 2021. Så fik vi pludselig før sommeren et brev fra fabrikken om, at de så sig nødsaget til at lægge et tillæg på 60 euro pr. ton på alle leverancer, uanset hvilke aftaler, der i øvrigt var lavet."
Ifølge Jesper Jungersen henviste papirleverandøren til salgs- og leverings-betingelserne, at leverandøren kunne hæve prisen ved stigninger i råvarepriserne.
"Jeg synes ikke, det er god stil at løbe fra en aftale om fast pris med henvisning til nogle salgs- og leveringsbetingelser, og jeg kunne aldrig finde på at gøre det samme over for vores kunder. For mig handler forretning om gensidig tillid, og har man ikke specifikt aftalt en prisreguleringsklausul, så må man jo kunne have tillid til, at en fast pris faktisk er fast."
Fremover vil han være mere forsigtig med at indgå aftaler med agenter.
"Mit råd er, at man skal være ekstra påpasselig, hvis man handler med en agent, som man har tillid til, men hvor fabrikken i sidste ende kan overrule aftalen."
Valutakurser giver udsving i priserne
Hos Lasertryk laver man ingen langvarige prisaftaler med kunderne, men det er
der en årsag til, fortæller Esben Mols:
"En væsentlig del af vores handel foregår online og med meget kort tid, fra kunden bestiller, til vi afsender."
Til gengæld indgår man kontrakter med leverandørerne, der løber over 6-12 måneder, men Esben Mols siger samtidig, at det hos dem ikke er prisstigninger på papir, der får dem til at hæve priserne over for kunderne:
"Vi justerer sjældent vores priser, men har omkostningerne ændret sig på længere sigt, så vil vi selvfølgelig være nødt til at tilpasse. Historisk set har det dog ikke været egentlige prisstigninger, der har forårsaget den slags, men væsentlige udsving i valutakurser."
Ikke lagt sig fast endnu
Hos Werks Grafiske Hus har bogtrykker Allan Werk ikke helt lagt sig fast på, hvordan man tackler de stigende priser, men han siger dog:
"Vi forsøger at regulere vores priser, når vi afgiver tilbud, og lægger prisstigningen ovenpå. Indtil videre har vi ikke fået nogen negative reaktioner."
Artiklen blev første gang bragt i GRAKOMs magasin i september 2021.