Vil knytte DMJX tættere til den grafiske branche
GRAKOMs næstformand Thomas Søby, der til daglig er partner i Buchs, vil skabe tættere kontakt mellem virksomheder i den grafiske branche og studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX. Det skal bl.a. give virksomhederne bedre mulighed for at samarbejde med studerende om projekter og komme i kontakt med mulige kommende medarbejdere.
Han vil samtidig bruge sin plads i DMJX’ bestyrelse til at arbejde for, at skolens grafiske og produktionsrettede uddannelser følger virksomhedernes behov.
Thomas Søby vil også gøre det lettere for studerende og virksomheder at finde hinanden ifm. projekter, der måske kan føre til ansættelser i den grafiske branche.
”Min rolle er at have fokus på de uddannelser, der henvender sig til vores branche. De grafiske, kreative og medierettede uddannelser skal have mere synlighed overfor branchen. Samtidig skal vi sikre, at de studerende får øje på vores virksomheder, og de muligheder der er for projekter og jobs.”
Thomas Søby blev medlem af DMJX’ bestyrelse i 2023. Han repræsenterer GRAKOM, fordi flere DMJX-uddannelser er relevante for GRAKOMs medlemsvirksomheder. Det gælder bl.a. uddannelser inden for medieproduktion og ledelse, visuel kommunikation og medietilrettelæggelse.
Han er selv uddannet på DMJX og var i sin studietid formand for de studerendes råd og studenterrepræsentant i skolens bestyrelse. Bestyrelsesarbejdet er derfor også en tilbagevenden til en skole, som han kender fra flere sider.
Uddannelserne skal følge virksomhedernes behov
Efter fusionen mellem den Grafiske Højskole og Danmarks Journalisthøjskole i 2008 ser Thomas Søby en opgave i at holde fokus på de uddannelser, der har rødder i den tidligere Grafiske Højskole.
Han ser GRAKOMs plads i DMJX’ bestyrelse som et bindeled mellem skolen og de virksomheder, der senere skal ansætte de studerende. Opgaven er bl.a. at bidrage med viden om udviklingen i branchen og de kompetencer, som virksomhederne har brug for.
”Min opgave er at sikre, at det, som de studerende bliver uddannet til, også er det, som branchen efterspørger.”
Den grafiske branche har ændret sig markant gennem årene og er blevet meget mere kompleks. Derfor har virksomhederne brug for flere forskellige kompetencer.
”Vores opgave er både at sikre, at de studerende skal kende til de problemstillinger, som de møder, når de kommer ud i virksomhederne. Det kan fx være indenfor så forskellige emner som AI, compliance, ESG og de regulative krav, virksomhederne bliver mødt med. Men også hvordan den teknologiske udvikling kan bruges både operationelt og forretningsmæssigt.”
Flere projekter med virksomhederne
Ambitionen er også, at der bliver et større samarbejde mellem virksomheder og studerende i den grafiske branche.
”Jeg oplever, at samarbejdet mellem studerende og virksomheder kan blive bedre. Der ligger en opgave i at gøre de studerende opmærksomme på de virksomheder, der kan være relevante ift. deres uddannelsesopgaver og de muligheder, der findes i vores branche.”
Legater til de studerende
Der er to studenterrepræsentanter i DMJX’ bestyrelse, som bidrager med de studerendes perspektiv på uddannelserne og deres vej til arbejdsmarkedet. Her bruger Thomas Søby bl.a. sin plads til at gøre dem opmærksom på mulighederne for projekter og støtte fra branchens fonde.
”De studerende skal helst ikke tilfældigt opdage, at der er mulighed for at søge fonde. Jeg prøver at gøre opmærksom på mulighederne og skubbe til, at vores branche bliver synlig som en attraktiv branche for praktikpladser, projekter og brancherelaterede opgaver,” siger Thomas Søby.
En af mulighederne er De grafiske fags legatfond, som administreres af GRAKOM. Fonden uddeler to gange om året legater til studerende og unge i den grafiske branche og bureaubranchen.
Senest har seks studerende fra DMJX hver modtaget et legat til et ophold på et bureau i udlandet. To skal i praktik hos Åkestam Holst i Stockholm, mens fire rejser til Paris for et ophold hos Publicis Conseil.
Fonden støtter unge i at få international erfaring og tage viden og inspiration med tilbage til branchen. Den yder også tilskud til tekniske skoler ifm. Studieture for elever og studerende på de grafiske uddannelser.
Næste uddeling fra De grafiske fags legatfond er den 6. oktober 2026. Unge kan søge gennem deres skole, herunder DMJX og en række tekniske skoler.
For Thomas Søby er legaterne et konkret eksempel på, hvorfor forbindelsen mellem DMJX og den grafiske branche skal være synlig for de studerende.
”DMJX uddanner studerende på et højt og relevant niveau. Vores opgave er at sikre, at de studerende også kommer ud i GRAKOMs medlemsvirksomheder."