Vi skal udfordre og provokere
”En eksplosion af aktiviteter”. ”Big Bang”. Store ord, selv for folk med store armbevægelser. Og ekstra store ord, når de kommer fra Varde.
Det er ikke desto mindre nogle af betegnelserne, som Rolf Høegh og Morten Toft bruger, når de som nye medlemmer af Macrodots bestyrelse skal beskrive de første uger på posterne.
Turen er gået til Varde for at høre, hvad de har gang i hos Macrodot, der leverer skilte, digitale storformater, displays, udstillingssystemer – ja faktisk leverer de ikke færre end 167 siders produkter.
"Når vi går ind i noget, skal det ikke kun være med ord, men også med handling,« siger Morten Toft, da jeg sidder over for ham og Rolf Høegh i en produktionshal i Varde, ca. fem km inde i landet. Men det er et strandområde, der møder én i Macrodots produktionshal, der i dagens anledning – Macrodots 15 års fødselsdag – har fået et make over med parasoller, beachflag, oppustelige møbler, pavilloner, champanebar, pølsevogn og en ret aktiv DJ.
Samtidig har de i hallen ved siden af – hvor der normalt er bilsyn – arrangeret en udstilling af reklamegaveartikler, som deres kunder – som de ikke kalder kunder, men forhandlere – viser frem.
Det er den foreløbige kulmination på den genstart, som Rolf Høegh og Morten Toft har døbt Big Bang,
"Lige som andre havde vi store udfordringer under corona – især fordi vi i høj grad lever af, at der er gang i mødeindustrien. Derfor besluttede jeg at skifte min ’tante’-bestyrelse ud med en professionel bestyrelse," siger ejer og adm. direktør Sean Jäpelt Holm som forklaring på, hvorfor han har hevet Rolf Høegh og Morten Toft ind.
Rolf Høegh, Sean Jäpelt Holm og Morten Toft
Branchens bagmand
De to herrer har været særdeles aktive i forhold til at sætte Macrodot på landkortet igen. Jeg har selv modtaget flere mails, en opringning, en video og en VIP-pakke med et katalog fyldt med produkter. Faktisk på grænsen til at være lidt irriterende. Men det må man godt være, siger Sean Jäpelt Holm til mig, da han har sat sig hen til os mellem ballonerne.
Rolf Høegh er den lyttende af dem, men det, de alle har tilfælles, er, at de gode idéer ikke bare bliver fundet på, men også bliver eksekveret.
Fx har Sean Jäpelt Holm og salgskonsulent Pernille Bech Hynkemejer kørt rundt i Danmark til 100 nuværende forhandlere for personligt at aflevere VIP-pakker, mens 1000 er sendt ud med posten. Det udfarende bestyrelsesmedlem Morten Toft har selv kørt rundt til omkring 20 bureauer for at aflevere pakkerne personligt.
Hos Macrodot kalder man sig Branchens Bagmand, og da det er både bureauer, reklamegavevirksomheder og andre virksomheder inden for kommunikations-branchen, der er virksomhedens kunder, ville man gerne stort og bredt ud, så der virkelig bliver lagt mærke til Macrodot.
Macrodot sætter bestyrelsesmedlemmerne i spil
Endnu et tiltag var at blive hovedsponsor på GRAKOM Dagen, hvor Morten Toft naturligvis benyttede lejligheden til at give håndboldtræner Nikolaj Jacobsen en strandstol oppe på scenen.
Men ikke nok med det. Sean Jäpelt Holm har også valgt at gøre brug af Morten Toft og Rolf Høeghs viden og erfaring både i forhold til medarbejderne og i forhold til kunderne.
Rolf Høegh har været med i DR2-dokumentaren Kunsten at sælge og har skrevet bogen En sælgers bekendelser.
"Vi har en strategi om at få vores forhandleres kunder til at købe mere. Et af initiativerne til dette er, at vi laver salgstræningskurser med Rolf, for så kan de bedre rådgive deres kunder," siger Sean Jäpelt Holm med henvisning til, at forhandlerne kun køber en lille del af Macrodots produkter, fordi man endnu ikke har været gode nok til at synliggøre alle produkter. Også medarbejderne bliver taget under vingerne af Rolf Høegh.
Morten Toft, der har skrevet fire bøger, bl.a. Innovationsrecepten, vil sætte fokus på innovation over for Macrodots forhandlere, så man sammen kan finde nye veje og nye metoder at samarbejde på og skabe øget salg.
Og der er endnu flere ting i støbeskeen, lover Sean Jäpelt Holm, der har været medlem af GRAKOM, siden han fik sin første medarbejder.
"Vi går og pusler med en app, og vi forventer også at gå ud over Danmarks grænser, og så har vi et konkret bundlinjemål, der skal sikre fremtidens investeringer og udvikling," siger Sean Jäpelt Holm, der i 2016 købte en partner ud, så han ejer virksomheden alene.
"Jeg har altid været medlem af GRAKOM, for jeg synes, det er vigtigt at være organiseret. Jeg har en fast kontaktperson – det er Peter Balle, og han kender vores behov. Ham har vi haft meget at gøre med gennem årene, når vi skulle bruge juridisk rådgivning. Og så synes jeg, at GRAKOM er meget innovativ med de brancher, der tages ind i foreningen," siger Sean Jäpelt Holm.
Artiklen blev første gang bragt i GRAKOMs medlemsblad 'Kommunikationsindustrien' fra maj 2022.