”Vi kan nå derhen, hvor hvert kundemøde er et personalegode”
Af Peter Engholm, journalist
Når nu målet er at styrke ledelser og virksomheders fortsatte gang på jord, så kan titlerne 'Livsfarlig ledelse' og 'Fatale forandringer' virke hårde – og antyde gravskrift snarere end livskraft.
Budskaberne i bøgerne fra Christian Ørsted er ikke desto mindre blevet modtaget med stor videbegærlighed både herhjemme og udlandet. Således er 'Livsfarlig ledelse udkommet i foreløbig 20 oplag alene i Danmark, og Christian Ørsted er derfor en oplagt hovedtaler på KOMM Dagen 2026, der har temaet 'Ledelse i forandringstider – fra udfordringer til muligheder.
Christian Ørsted skriver ikke kun bøger, men rådgiver også på topleder-niveau i danske og internationale virksomheder om forandringer og krisehåndtering. Her sætter han ord på konsekvenserne ved at agere – og ved at lade være – i netop forandringstider.
Der tales om både ledelse og forandringsledelse. Giver det mening at sondre mellem dem?
”Nej, det er et gammeldags synspunkt. At gøre forskel stammer fra dengang, der ikke var så mange forandringer, og hvor forandringer således var undtagelsen. I dag er ledelse lig med forandringsledelse. Med de forandringer, vi mødes med af omverdenen, gør det nødvendigt at følge med og være relevant,” siger Christian Ørsted.
Når dine bøger fortsat kommer i oplag på oplag, hvad er det så, der stadig gør sig gældende?
”Det er erkendelsen af, at forandringer ikke nøjes med at gå hurtigere og hurtigere. De er uforudsigelige, så vi aner ikke, hvad der venter os i morgen. Budskabet var kontroversielt, da bøgerne udkom. Da nøjedes alle med konstatere, at forandringerne kom stadig hurtigere, og derfor var løsningen kendt: En stærk ledelse med kæft-trit-og-retning lige ved hånden,” siger Christian Ørsted og tilføjer:
”Når forandringer er uforudsigelige, kræver det en anden type ledelse – og kreative mennesker, der kan tænke i forskellige retninger.”
De velfungerende virksomheder rummer ifølge Christian Ørsted afsæt i dels produktion, med fornemmelsen for, hvad der er behov for, dels kreativitet, med et blik for, hvad der virker bedre. Altså at være markedsorienteret og udvikle løsninger, som kunderne ikke anede, at de har brug for.
”Mange virksomheder inden for kommunikationsbranchen er ordremodtagende. Og når kunderne nu om stunder er superkompetente, så kan det virke besnærende at overlade det til kunden at definere løsningerne. Men så er dine dage på markedet nok talte,” siger Christian Ørsted og fortsætter:
”Jeg har holdt omkring 100 foredrag om året de seneste ti år, og jeg ved, at der blandt deltagere vil være dem, der om 5-10 år ikke eksisterer længere som cvr-nummer.”
Det lyder som barske foredrag …
”Nej, for vi ser mange inspirerende relationer mellem virksomheden og dens kunder. De virksomheder, der står stærkt i dag og fremover, er dem, der ikke alene interesserer sig oprigtigt for deres kunder, men også udfordrer dem på, hvad de har brug for fremover,” siger Christian Ørsted og udpeger denne fordel:
”Hvis din virksomhed følger med og har dygtige kunder, så kan I nå derhen, hvor hvert kundemøde er et personalegode. For I har gjort hinanden klogere. Det kræver imidlertid, at du hæver dig over leverpostejen og sikrer dig, at det hér – i lige netop vores virksomhed – det får du ikke andre steder.”
Men der er vel noget, der trods alt går igen alle succesfulde steder …
”Ja, tryghed. Når alt er uforudsigeligt, så er der ingen, der ved det hele. Og så er det ekstra vigtigt som leder, at du sørger for tryghed. Og det er faktisk trygt, hvis du erkender, at I ikke ved det hele – især hvis du også har styr på, hvad det er, I ikke ved,” siger Christian Ørsted og tilføjer:
”Selv de største virksomheder og brands er bevidste om alt dét, de ikke ved. De store rådgivningshuse sætter mange ressourcer af til at forstå kundens situation. Det gør de, fordi det skaber tillid og er lønsomt. Jeg hørte engang en kreativ direktør sukke: ”Hos Coca-Cola tror de, at de har forstand på reklame”. Ja, det har de. Og tænk, hvis den kreative havde erkendt og bygget videre på denne forstand. I stedet stod det klart, at den kreative direktør ikke havde forstand på kunden.”
En krævende balancegang: Din virksomhed skal være tæt på enestående, men samtidig ydmyg. Du skal være søgende, åben og lyttende, men samtidig solidt funderet?
"ja, men til gengæld er der blot få begrænsninger for din virksomhed, hvis den er nysgerrig og leverer noget ekstraordinært, der skaber effekt for kunden,” siger Christian Ørsted.
Det ekstraordinære ligger sjældent ligetil.
”Derfor er tryghed så vigtigt. På et uforudsigeligt marked skal vi kunne tale om dét, der er svært, og det forudsætter et trygt miljø. Ligesom du godt kan være i tvivl og stadig stå solidt i dine kompetencer. Med jeres kompetencer på plads, er det også lettere at få selvironien med – at kunne grine af sig selv og egne fejl,” siger Christian Ørsted.
Men du taler kun om 'fatale forandringer'.
”De, der leder virksomheder og medarbejdere i takt med uforudsigeligheden, vil fortsat være konkurrencedygtige. Det fatale består i at klø uforandret på – og aldrig være i tvivl om noget, herunder retningen,” siger Christian Ørsted.
OM KOMM DAGEN
KOMM Dagen 2026 tager fat på de forandringer, der præger hele kommunikationsbranchen. Den 12. marts 2026 samler dagen oplægsholdere, eksperter og branchefolk på Hindsgavl Slot i Middelfart til en hel dag med viden, perspektiver og konkrete indsigter.