Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Uforudsigelighed er blevet hverdag

Uforudsigelighed er blevet hverdag Bjarke Bekhøj, adm. direktør i Become
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 27. november 2025
Det er blevet sværere at planlægge arbejdet på performancebureauet Become, som ser en anderledes beslutningsproces hos kunderne. Det influerer også på, hvordan og hvem man ansætter på bureauet

Hos performancebureauet Become er planlægning efterhånden en by i Rusland. På bureauet oplever man, at opgavemængden svinger mere end tidligere, og at kundernes beslutninger træffes med en hastighed, der gør forecasting kompleks.

”Det er blevet klart sværere at forudsige antallet af indkomne opgaver i dag end for få år siden,” siger Bjarke Bekhøj, der er adm. direktør i Become, som er medlem af Creative Club, der er en del af GRAKOM.

Tidligere kunne man læne sig op ad et årshjul, hvor opgaverne typisk kom på faste tidspunkter. I dag er billedet helt anderledes, fortæller Bjarke Bekhøj:

”Der er større udsving både i kundernes behov og i hastigheden, beslutningerne træffes. Uforudsigelighed er ganske enkelt blevet standarden.” Han tilføjer:

”Virksomheder handler langt mere spontant og ad-hoc. De reagerer på markedet, økonomien og interne forhold i et helt andet tempo, og det betyder, at vores egen forecast på opgaver er blevet væsentligt mere kompleks.”

Fakta og mavefornemmelser 

Når opgavemængden svinger mere, bliver det også sværere at forudsige bemandingen. Samtidig er der dog også opstået en større fleksibilitet i branchen – både i forhold til den enkeltes kompetencer og team-sammensætningen generelt, og det giver mulighed for at tilpasse sig hurtigere, lyder det fra Bjarke Bekhøj.

Når han skal tage stilling til, om han skal ansætte eller skære ned, bruger han en kombination af fakta og mavefornemmelse:

”Vi kigger på vores kapacitetsdata, forecasting og salgsdialoger. Vi følger også eksterne indikatorer som markedstendenser, økonomi og udviklingen på kundesiden. Når tallene viser en retning, spiller mavefornemmelsen ind – især i forhold til troen på fremtiden, forventninger til efterspørgsel og hvilke kompetencer vi får mest brug for. Beslutningen er datadrevet, men retningen bliver også bekræftet af en ledelsesmæssig intuition.”

Men uforudsigeligheden har klart ændret rekrutteringsmønstret:

”Man skal være lidt skarpere og mere tålmodig, før man åbner en rekrutteringsproces. Det er ikke sjovt at ansætte for tidligt og så skulle lukke ned igen. Omvendt er markedet også sådan indrettet lige nu, at der faktisk er mange dygtige mennesker ledige. Når vi har et klart behov, kan vi finde kompetencerne relativt hurtigt. Det pres, man før kunne føle, at man skulle ansætte i god tid, er væk. Det gør ansættelserne mere velovervejede.

Flere hasteopgaver

En anden udfordring er, at når først kunderne tager en beslutning, forventer de hurtigere eksekvering end tidligere.

”Vi modtager flere hasteopgaver, kortere deadlines, større fokus på budget og effektivitet. Kunderne tør teste og eksperimentere mere. Vi ser også en tendens til, at kunderne gerne vil gøre mere selv – og kun køber det ind, der skaber mest værdi. Det gør samarbejdet både mere intenst og mere dynamisk,” siger Bjarke Bekhøj.

Får brug for medarbejdere med andre kompetencer

Bjarke Bekhøj oplever også, at den generelle uforudsigelighed har ændret vilkårene for især performance bureauer.

”Det er ikke længere nok ’bare’ at præsentere gode tal. Kunderne forventer en meget større forretningsforståelse, mere sparring og flere svære samtaler, når resultaterne ikke kommer af sig selv.”

Den ændring er der flere medarbejdere, der kan have det svært med, fortæller Bjarke Bekhøj:

”Vi har mistet dygtige medarbejdere, fordi de havde det svært med, at branchen ikke længere er ’tal frem for alt’. Og jeg tror, at vi får brug for medarbejdere med andre kompetencer, bl.a. forretningsforståelse, strategiske kompetencer og også relationelle kompetencer. Og alt det her kommer kun til at accelerere de kommende år i takt med, at AI kan tage over på mere og mere.” 

 

Læs også
FESPA styrker sit globale eventprogram med to nye initiativer, bølgepap og tekstil, der får debut i Barcelona i maj 2026.
Kunsttryk var aldrig en del af forretningsplanen hos Kailow, men Stine Kailows talent og tilfældighedernes spil har ført til et nyt ben i virksomheden.