Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

UDKOM: Skiltevirksomhed på et presset marked

Mandag 02. maj 2016

Patrick Frey, indehaver, Megamedia

Konkurrencen i skiltebranchen er hårdere end nogensinde. Priserne er presset i bund, og kunderne søger i stigende grad mod udlandet. For Megamedia i Kastrup har svaret på den udfordring været to ting: At åbne en afdeling i Polen til de prisbevidste kunder og at tilbyde unikke produkter, som meget få kan eller vil lave.

[fact]
Info om Megamedia
  • Grundlagt i 1997 på Islands Brygge i København.

  • Afdelinger i Kastrup og Warszawa, Polen.

  • Omsætningen er ca. 7 millioner kroner.

  • Årets regnskab bliver formentlig det bedste hidtil.
[/fact]
Man når kun at bevæge sig få skridt ind gennem porten til Megamedias lokaler i Kastrup, før man får øje på et eksempel af det, virksomheden har gjort til sin niche. Det ligner en overdimensioneret fodbold pakket ind i mørkeblå plast.

»Det er en jordklode. Den skal stå i Billund Lufthavn som en reklame for Udenrigsministeriet. Der står allerede en i Københavns Lufthavn,« fortæller Patrick Frey. Han er indehaver og har været i branchen siden 1997, hvor han grundlagde Megamedia. Dengang lå virksomheden på Islands Brygge og lavede primært butiksfacader, folietekster til vinduer og nogle enkelte bildekorationer. I dag spænder opgaverne noget mere bredt.

»Vores niche er nok, at vi tager nogle umiddelbart umulige opgaver. Specialopgaver kan man kalde dem. Fx når vi kaster os ud i at lave en jordklode på halvanden meter i diameter til Københavns Lufthavn. Eller mobile barsystemer til en festival. Der er stort set ingen grænser for, hvad vi kaster os ud i at lave.«

Patrick Frey nævner fx den gang under klimatopmødet i København, hvor Megamedia fik til opgave at pakke det gamle pakhus, Nordatlantens Brygge, ind i ét stort skilt. Ifølge Patrick Frey har det stadig danmarksrekorden som største skilt.

»Så vores niche er nok vores store fleksibilitet, som gør, at vi får en masse mærkelige opgaver. Det befinder vi os godt med.«

Kunder i de højere lagMegamedia TeslaMegamedia får også opgaver af mere traditionel karakter. Både opgaver, hvor prisen skal være så lav som muligt, og opgaver for kunder, der er parate til at betale for den bedst mulige kvalitet.

»Vi har kunder som Mulberry, Gucci og Ole Lynggaard. Kunder, som er i de højere lag. De vil stadigvæk godt betale for, at vi laver et flot kvalitetsprodukt, som vi kan montere og levere til tiden,« siger Patrick Frey.

»Det kan også være, der skal laves en scenebagvæg til en rockkoncert. Hvis koncerten er på fredag, så nytter det jo ikke noget, at scenebagvæggen først er færdig om lørdagen. Der er de parate til at betale for at få sikkerhed for, at produktet bliver leveret til tiden.«

Men i Patrick Freys øjne drejer konkurrencen på markedet sig stadig mere om pris og mindre om produktet. Han oplever, at mange kunder udelukkende går op i, hvad produktet koster og bruger det som det eneste parameter for, hvor de placerer deres ordre.

»Det kan godt ærgre mig lidt. For det gør det umuligt at skille sig ud på at levere et godt produkt, en særligt god service eller altid at være punktlig med sine aftaler. Der er hos visse kundesegmenter åbenbart kun prisen at skille sig ud på.«

Forandret brancheDer er sket meget med skiltebranchen, siden Patrick Frey kom ind i den i 1997.

»Fra at være noget hvor du i gamle dage skulle have nogle kvaliteter og en masse viden om skilteteknik, om farver og etiske regler omkring facadeskilte på bygninger og så videre, så er der nu rigtig mange, der er startet op uden at have den baggrund – mig selv inklusiv. Jeg er autodidakt.«

Opgaverne har ændret sig sideløbende, mener han.

»De traditionelle skilteopgaver er blevet færre. Vi stod for eksempel for at lave Zulu-skiltet ved Langebro, der vist er et af Danmarks mest kendte skilte. Den slags bliver der ikke lavet meget af længere. Til gengæld laver vi langt mere print, end vi gjorde for fem år siden.«

Samtidig er der kommet mange flere konkurrenter på markedet, siger Patrick Frey.

»Maskinerne er blevet billigere hvilket gør, at mange flere kan være med. Et utraditionelt eksempel er den lokale tankstation i Vedbæk, der købte en skæremaskine for at kunne sælge tekster til biler, der havde et ærinde på tanken. Der er skudt en masse af den slags op, som vi skal konkurrere med.«

Rykkede til PolenFor fem år siden tog Megamedia konsekvensen af efterspørgslen på billigere produkter og åbnede en produktionsafdeling i Warszawa i Polen.

»Det begyndte med, at vi lavede stilladsreklamer. Priserne var meget høje herhjemme på de store print, så jeg søgte en samarbejdspartner og fandt en i Polen, som jeg brugte i 3-4 år. Men han døde desværre, og efter hans død købte jeg hans maskiner og startede egen produktion dernede. I dag har vi et meget velfungerende produktionsapparat i Polen, som jeg selv er nede hos cirka en gang om måneden.«

Han siger, at de lavere polske lønninger og tilgængelighed til billigere materialer gør, at der er meget at spare på at producere i Polen.

»Det gør, at hvis folk ønsker en billig pris og samtidig ønsker at handle med dansk styring, dansk kvalitet og med et dansk overskud, der bliver trukket hjem her til landet, så kan vi tilbyde alt det.«

Er I ikke med til at sende arbejdspladser ud af Danmark?
»Jo, det kan du sige. Men hvis ikke vi gjorde det, så ville mange af de ordrer, vi i dag får, blive sendt til udlandet. Så i sidste ende tror jeg, at vi ved at have en afdeling i Polen bevarer arbejdspladser i Danmark. Det er ikke et drømmescenarie for mig, at vi producerer i Polen. Jeg ville da hellere have maskinerne stående her. Men det er bare den vej, markedet går. Kunderne kræver billige produkter.«

Læs også
Det blev et ja ved afstemningen om Forligsmandens mæglingsforslag, og dermed er de nye overenskomster gældende. 
Det er en ny rolle, men én han går til med både ydmyghed og ambitioner. Adm. direktør i Jydsk Emblem Fabrik, René Milholt, er netop valgt ind i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgiveres bestyrelse. Her ser han frem til at give promotionbranchen en stemme i drøftelserne om kommunikationsindustriens vilkår og fremtid.