Reklameartikler betaler for kompensation af musikere 

Det kan være svært at se, hvorfor et USB-stik, der udleveres som reklameartikel på fx en messe for landbrugsmaskiner, skal betale for den kompensation, udøvende kunstnere siden 1993 har været berettiget til for den lovlige – men i dag begrænsede – kopiering, der finder sted af deres værker. Alligevel er virksomheder, der sælger reklameartikler, forpligtet til at betale blankbåndsafgift på USB-stik. Det giver de importører, der ”glemmer” afgiften, en stor konkurrencefordel.

I Lyngby ligger Langhoff Promotion. Virksomheden er en af de største distributører herhjemme inden for salg af reklameartikler på business-to-business-markedet. En af de reklameartikler, der stadig er populære hos kunderne, er netop de små kompakte USB-stik.

»Det er en alsidig reklameartikel. Når modtageren af USB-stikket har set eller læst det oprindelige materiale på stikket, typisk en reklamefilm, et katalog eller noget kursusmateriale, kan stikket formateres og genbruges som lagerenhed. Det giver USB-stikket en stor merværdi som reklameartikel,« fortæller Klaus Langhoff, der er partner i virksomheden og tidligere formand i Brancheforeningen for Reklameartikler.

Men selvom USB-stikket sælger godt, fremhæver Klaus Langhoff den konkurrenceforvridning, han og alle andre lovlydige reklameartikelforhandlere er oppe imod. For hvert USB-stik der sælges, skal virksomhederne indberette og indbetale 5,38 kr. til blankbåndsordningen. Det er en merpris, kunderne i sidste ende må betale. De faldende priser på forbrugerelektronik betyder samtidig, at afgiften udgør en stadig større andel af salgsprisen på et USB-stik. Typisk 20-40 pct. afhængigt af kapaciteten på stikket, fortæller Klaus Langhoff.

»Der er distributører, som ”glemmer” at betale blankbåndsafgiften, ligesom virksomhederne kan importere stikkene fra udlandet uden at betale afgiften. Den manglende transparens gør det svært for kunderne at gennemskue sammenhængen. Det går ud over de distributører, som følger reglerne, og det går ud over provenuet på blankbåndsordningen, når kunderne køber de billigste USB-stik – uden afgift,« påpeger Klaus Langhoff.

USB-stik, hvis indhold er låst og altså ikke kan genbruges som mobil lagerplads, er fritaget for blankbåndsafgiften. Til gengæld ville USB-stikkenes merværdi som reklameartikel forsvinde. Salget af de låste USB-stik udgør da også kun et par procent af det samlede USB-salg, lyder det fra Langhoff Promotion i Lyngby.
To timers administration hver månedHver måned bruger virksomhedens regnskabschef et par timer på at lave blankbåndsregnskab over hvor mange USB-stik, virksomheden har importeret og solgt videre.

Dette regnskab skal, sammen med indbetalingen af blankbåndsafgiften, indrapporteres til CopyDan KulturPlus, som administrerer blankbåndsordningen. Den samlede belastning, som blankbåndsordningen udsætter erhvervslivet for, er altså summen af den administrative byrde plus selve afgiften. I alt ca. 50 mio. kr. ifølge Grakoms beregninger.

Brancheforeningen for Reklameartikler anslår, at der er mellem 1.000 og 1.500 virksomheder i branchen, der hver især bruger tid og penge på at administrere blankbåndsafgiften. På linje med Liberal Alliance undrer Klaus Langhoff sig over, at afgiften i dag rammer et produkt, inden for B2B-segmentet, der slet ikke bruges til at lagre musik på.

»Vi har stor sympati for, at kunstnere får kompensation for kopiering af deres værker. Men det er helt forkert, at vi som branche skal administrere og opkræve en afgift, der både er forældet og ikke har noget med ophavsrettigheder at gøre. Lad os få afgiften væk, transparens og fair betingelser på dette marked,« slutter Klaus Langhoff.