Overensstemmelseserklæring
Onsdag 13. april 2016
Som du kunne læse i første nummer af UDKOM, risikerer emballage- og labelproducenter til fødevare- og medicinalindustrien store tab, hvis de fx er skyld i, at fødevarer skal tilbagekaldes. Løsningen hedder overensstemmelseserklæringer.
[fact]Brug Grakom Grakom tilbyder at rådgive medlemmer om alle relevante forhold, når det gælder produktion af produkter for fødevarekunder.
Dette gælder både for de indledende risikoanalyser og etablering af ledelsessystemer til indhentning af dækkende informationer til at udarbejde overensstemmelseserklæringer.[/fact]En overensstemmelseserklæring er et dokument, der slår fast, at et produkt er egnet til at komme i kontakt med fødevarer. For at lave sådan en erklæring kræver det en grundig analyse af de råvarer, der er anvendt i produktet – og samtidig en god fantasi. Som leverandør skal man nemlig tage højde for, hvordan kunden og forbrugeren kan tænkes at håndtere og anvende produktet.
Overensstemmelseserklæringen er med andre ord en slags kontrakt, der rækker både bagud og fremad i handelskæden. Med en sådan i hånden bliver det muligt for en label- eller emballagevirksomhed at holde sin leverandør ansvarlig, hvis der kommer et erstatningskrav fra fx en fødevareproducent.
Det er dog ikke helt så simpelt, som det umiddelbart kan lyde. Produktet består ofte af en række materialer og delprodukter, og producenterne af de enkelte elementer skal hver især dokumentere i en overensstemmelseserklæring, at produktet overholder gældende lovgivning og eventuelle yderligere kundekrav, der måtte være.
Samtidig skal producenten af det færdige produkt gennem sin overensstemmelseserklæring dokumentere, at produktet, bestående af materialer og delprodukter, tilsammen også overholder gældende lovgivning og eventuelle kundekrav.
Som producent kan man som udgangspunkt ikke forvente, at forbrugeren/kunden udelukkende bruger produktet, sådan som producenten mener, det skal anvendes. Producenten skal tage højde for ”enhver med rimelighed forventelig anvendelse” af produktet. Det kan umiddelbart godt lyde meget bredt, og hvordan skal man som producent nogen sinde kunne forudse dette? Det kræver ofte lidt kreativ tænkning.
Tager vi eksempelvis de bakkeservietter, der bruges på fastfood-restauranter, så må man umiddelbart forvente, at ketchup og andre dyppelser vil blive smurt direkte på bakkeservietten, som ofte også er påtrykt med farvemotiver og tekst. Selvom bakkeservietten reelt ikke er produceret med det formål at agere tallerken, så bliver den altså anvendt som sådan. Derfor bør den grafiske producent sikre sig bedst muligt ved at indhente de fornødne oplysninger om de farver, der er anvendt. Der kan selvfølgelig også tages et forbehold for anvendelse i overensstemmelseserklæringen, men her viser konkrete eksempler, at det vil kunden ikke acceptere. Et lignende eksempel kan være, hvor servietter med trykte motiver bliver anvendt i brødkurve og ved frokostbordet.
I det hele taget drejer det sig om at være forudseende, også når det gælder forhold, hvor ens produkt bliver videreforarbejdet, eller når det indgår i kundens pakkelinjer. Når kunden anvender emballager og labels, sker det måske på måder, hvor produkternes farve og lakerede overflader kommer i berøring med de sider, der er tiltænkt som overfladen mod fødevaren. Og så er der måske pludselig tale om en slags direkte kontakt, der ikke er taget højde for hos den grafiske producent.
Hvordan håndterer man så dette i en overensstemmelseserklæring? Det gør man ved i erklæringen at definere, hvilke nærmere specificerede typer af fødevarer, produktet er egnet til at komme i kontakt med. Det kan eksempelvis være tørre, fedtholdige eller vandige fødevarer. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at en overensstemmelseserklæring dokumenterer, at produktet overordnet set lever op til gældende lovgivning for fødevarekontaktmaterialer.
For at opsummere er en overensstemmelseserklæring altså dokumentation for, at et produkt og alle de materialer og delprodukter, produktet består af, tilsammen er egnet til at komme i kontakt med en nærmere specificeret fødevare.
Læs også
Med investeringer i ISO 9001 og 14001 samt ClimateCalc som værktøj har Industriprint fået indsigt i sine materialer og processer – minimeret spild og dokumenteret klimabelastningen på produkter. Det styrker både effektiviteten internt og giver nye forretningsmuligheder i dialogen med kunder, der i stigende grad efterspørger grøn dokumentation. Det fortæller Marjorie Mendieta-Schmidt.
Erhvervsstyrelsen lancerer jnu et initiativ, der vil gøre det nemmere for virksomheder at dokumentere deres ESG-rapportering og dele data med kunder og leverandører. GRAKOM bakker op og udvikler samtidig en version af EU’s frivillige ESG-rapporteringsstandard for GRAKOMs medlemmer.