Uberettiget opsigelse trods arbejdsgivers manglende kendskab til graviditet
Højesteret afsagde den 20. februar 2012 dom i en sag, der angik, hvorvidt opsigelse af en gravid medarbejder pga. dennes sygdom var berettiget. Medarbejderen havde været fraværende i 41⁄2 dage forud for opsigelsen, hvoraf den ene af fraværsdagene skyldtes barnets første sygedag, og de 31⁄2 dage skyldtes graviditetsbetinget sygdom. Medarbejderen havde sygemeldt sig til arbejdsgiveren uden at fortælle denne, at sygefraværet skyldtes hendes graviditet. Da arbejdsgiveren udfærdigede opsigelsesskrivelsen, vidste denne ikke, at medarbejderen var gravid, men fik det at vide af hende senere samme dag.
Medarbejderen anførte, at opsigelsen var i strid med ligebehandlingslovens § 9, eftersom hun var gravid på opsigelsestidspunktet, og eftersom opsigelsesskrivelsen måtte forstås som begrundet i hendes fravær, der netop skyldtes graviditeten. Opsigelsesskrivelsen angav da som begrundelse hendes tilbagevendende ustabile arbejdsindsats, herunder at hun havde sygemeldt sig samme morgen, som opsigelsesskrivelsen blev udfærdiget. Medarbejderen anførte i forbindelse med dette, at arbejdsgiveren havde bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke skyldtes graviditeten, og at arbejdsgiveren ikke havde løftet denne bevisbyrde.
Arbejdsgiveren anførte, at graviditeten ikke havde været bestemmende for opsigelsen, eftersom arbejdsgiveren ikke havde kendskab til graviditeten på opsigelsestidspunktet, og at opsigelsen skyldtes lønmodtagerens sygemeldinger.
Højesteret lagde det af medarbejderen anførte til grund for domsafsigelsen, idet Højesteret udtalte, at opsigelsen i det væsentlige skyldtes graviditetsbetinget sygdom. Arbejdsgiverens manglende kendskab til medarbejderens graviditet på opsigelsestidspunktet blev ikke tillagt nogen betydning for, om opsigelsen var berettiget i overensstemmelse med formuleringen af ligebehandlingslovens § 9 og EU-domstolens praksis.
Ydermere anførte Højesteret, at en pligt til at betale godtgørelse til medarbejderen i denne særlige situation var betinget af, at arbejdsgiveren efter at have fået kendskab til graviditeten ikke havde omgjort sin beslutning om at opsige medarbejderen.
Eftersom arbejdsgiveren ikke havde omgjort sin beslutning om opsigelse, tilkendtes medarbejderen i overensstemmelse med sin påstand en godtgørelse svarende til 6 måneders løn efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 2.
Kilde: Højesterets som af 20. februar 2012, 1. afdeling, sag nr. 48/2010.
