Tryksagen lever i bedste velgående
Som ejer af trykkeriet Fila Offset i Karlslunde, har Lars Christian Hartig netop fejret 50 års jubilæum. Det er ikke usædvanligt i trykkeribranchen, og vi omtalte da netop også flere trykkerier med jubilæer i sidste udgave af GRAKOMs medlemsblad: Kommunikationsindustrien.
Lars Christian Hartig vil gerne slå et slag for, at til trods for, at der tidligere var syv trykkerier i Karlslunde, og i dag kun er hans tilbage, så lever tryksagen i bedste velgående.
”Der er ingen opgaver, der er for små, og til trods for, at jeg efterhånden er oppe i årene, så har jeg stadig rigtig travlt," siger Lars Christian Hartig, som også gerne vil fortælle om den udvikling, hans virksomhed har været igennem siden starten.
”Jeg var deltidstrykker i starten ved siden af mit job som folkeskolelærer. I 1995 stoppede jeg som lærer og gik fuldtid ind i trykkeriet som samtidig gik helt over til digitaltryk, og dem var der ikke mange af på det tidspunkt,” siger Lars Christian Hartig.
Lars Christian Hartig har aldrig haft medarbejdere, men har alligevel formået at have mange kunder, og det har han stadig i dag. Fx laver han et otte siders blad fire gange om året for Arbejdernes Kunstforening, som han har haft som kunde i 30 år. Han trykker også et blad på 32 sider to gange om året for Narkolepsiforeningen i 225 eksemplarer. Og så bliver der lavet en del kalendere, bl.a. for Valdemar Lokalhistorisk forening.
"Ikke blot printer jeg de opgaver, der bliver produceret. Der bliver også lavet grafisk arbejde og layout. Der er flere kunder, der kommer med deres forsøg på selv at lave layout mm., men det er ikke så nemt, som de troede," siger Lars Christian Hartig og fortsætter:
”Der var noget modstand mod digitaltryk i starten fra mange i branchen, men fra 2006 blev kvaliteten på højde med offsettryk. Den nyeste printer hos mig, printer for- og bagside med samme nøjagtighed som de nyeste offsettrykkemaskiner og i samme kvalitet".