Trykkerier: Rekruttering er et problem for nogle, men ikke for alle
De altoverskyggende udfordringer for mange af GRAKOMs medlemmer er helt klart papirmangel, stigende priser og energitillæg.
I hele kommunikationsindustrien er rekruttering og fastholdelse også store udfordringer. Hos trykkerierne er det mere blandet.
Hos Strandbygaard har man udfordringer med kvalificeret arbejdskraft, siger adm. direktør Ole Strandbygaard:
”Der er få der vil i lære i vores branche, så vi har en udfordring i at gøre vores fag sexet igen."
Han nævner desuden, at man bruger headhuntere til at skaffe medarbejdere.
Adm. direktør Ole Strandbygaard
Til gengæld ser Peter Nyborg fra PE Offset i Varde ikke rekruttering som et problem:
”Jeg tror, at det måske er fordi mange gerne vil arbejde et lille sted, hvor man kender hinanden, og hvor de kan mærke, at de gør en forskel.”
Også i Aalborg har man fordelen af loyale medarbejdere, og så ligger Fjerritslev Tryk tæt på Techcollege, hvor man bl.a. uddanner grafisk teknikere og mediegrafikere.
”Jeg ser ikke rekruttering og fastholdelse af medarbejdere som et stort problem. Vi bor i en del af landet med meget loyale medarbejdere – og gode arbejdspladser. Desuden er vi placeret tæt på Aalborg og har derfor adgang til lærlinge,” siger Martin Eigenbroth, adm. direktør i Fjerritslev Tryk.
Adm. direktør Martin Eigenbroth
Heller ikke Esben Mols har de store problemer med rekruttering, siger han, selvom det ikke er helt problemfrit.
”Vi har lidt udfordringer med rekruttering, men vi er et stort hus, så vi behøver ikke helt så alsidige medarbejdere som andre.”
Han fortsætter:
”Det er lettere at oplære en medarbejder i en maskine, end at finde en rutineret bogbinder, der kan 10 forskellige maskiner.”
Adm. direktør Esben Mols
Hos Stibo Complete har man til gengæld brugt en del ressourcer på at lave et helt nyt elevprogram for at tiltrække elever, siger adm. direktør Søren Henriksen:
”Der er ingen dygtige uddannede at få, så nu vil vi have flere elever, som vi selv kan lære op og præge, så vi har afsat en del ressourcer på at skaffe elever og på at fastholde dem.”
Adm. direktør Søren Henriksen
Man kan læse mere om Stibos strategi for at skaffe flere elever i det næste GRAKOM-magasin, der udkommer i slutningen af februar.