Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Trods øget fokus på greenwashing stoler danskerne ikke på grøn markedsføring

Trods øget fokus på greenwashing stoler danskerne ikke på grøn markedsføring
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Tirsdag 26. maj 2026
Et større fokus på greenwashing og en øget risiko for politianmeldelser og bøder har muligvis skærpet virksomhedernes opmærksomhed på grøn markedsføring. Alligevel viser en ny undersøgelse, at forbrugernes tillid fortsat er lav.

Et øget fokus på greenwashing og en større risiko for politianmeldelser og bøder har muligvis ført til, at virksomheder er blevet mere opmærksomme på deres grønne markedsføring. Men det har ikke ændret på forbrugernes lave tillid til virksomhedernes miljøkommunikation.

82 pct. af de danskere forbrugere mener, at virksomheder ofte overdriver, hvor miljøvenlige deres produkter er. Det viser en ny undersøgelse, som Opinion har gennemført for Svanemærket.

78 pct. bliver ofte irriterede over produkter, der markedsføres som ’grønne’ uden en god forklaring.

Tallene ligger stort set på niveau med en tilsvarende undersøgelse, der blev gennemført for to år siden.

Ifølge Rina Ronja Kari, der er kommunikationschef i Svanemærket i Danmark, er der en risiko for, at den udbredte mistillid ikke kun rammer de virksomheder, der overdriver deres grønne budskaber.

”Tallene viser tydeligt, hvor frustrerede danske forbrugere er. Desværre risikerer deres skepsis over for grøn markedsføring generelt at skygge for de produkter, der reelt har en reduceret miljø- og klimapåvirkning,” siger hun i en pressemeddelelse.

Ønske om strammere regulering

Undersøgelsen viser også, at et stort flertal af danskerne ønsker en strammere regulering af virksomheders dokumentation. 84 pct. mener, at grønne påstande skal kunne dokumenteres med en uafhængig tredjepartscertificering, og 87 pct. mener, at det kun burde være tilladt at anvende mærker, der er godkendt af myndighederne. Samme andel mener, at virksomheder, der bliver taget for greenwashing bør straffes med afskrækkende bøder.

Der er strammet op

Som nævnt er der strammet op overfor greenwashing, bl.a. med en ekstraordinær bevilling til Forbrugerombudsmanden, samt en ændret og større bødemodel. Og der er mere på vej. Den 27. september 2026 træder en ændring i markedsføringsloven i kraft. Det betyder, at der vil blive stillet strengere krav til virksomheders dokumentation af deres miljøudsagn i markedsføringen.

Creative Club er en del af GRAKOM og bureauer, der er medlem af Creative Club kan kontakte GRAKOM, for at få rådgivning ifm. kunders miljømarkedsføring.

Læs også
BureauNøgletal 2026 udkommer i næste uge. Her kan du allerede se de tre største bureauer inden for hver bureautype og listen over de 10 største bureauer samlet set. Spring Family, der er medlem hos Creative Club, der er en del af GRAKOM, er med på top10-listen.
GRAKOMs næstformand Thomas Søby bruger sin plads i DMJX’ bestyrelse på at sikre, at de grafiske og produktionsrettede uddannelser følger virksomhedernes behov. Samtidig vil han skabe mere kontakt mellem de studerende og virksomhederne gennem projekter, jobmuligheder og oplysning om legater.