To nye certificeringer styrker Synthogra: En langsigtet investering i troværdighed


”Det har længe været vores ønske, at vi skulle have en FSSC 22000-certficering, men det har været svært at finde både tiden til det, når vi kun er 10 medarbejdere.” Sådan lyder det fra Nanette Thomas, adm. direktør i Synthogra, der har udviklet emballageløsninger siden 1996.
Hun fortsætter:
”Heldigvis blev det muligt for os at søge støtte til en halvtidsmedarbejder, så vi var så heldige, at vi kunne ansætte Sofie la Motte, og hun har sammen med Teresa Djurhuus, der i forvejen sad deltids med vores compliance og ESG-arbejde, stået for alt arbejdet med certificeringen. Og så har vi fået god hjælp fra GRAKOMs ESG-konsulenter.”
Faktisk har Synthogra fået hele to nye certificeringer i hus; FSSC 22000 og ISCC+. Begge certificeringer er helt nye, og baggrunden for at tage både en certificering, der fokuserer på fødevaresikkerhed, og en med fokus på miljøansvar, forklarer Nanette Thomas sådan:
”Vi har altid haft helt styr på vores processer, og det har altid været en stor værdi for os at levere et kvalitetssikret produkt. Certifikaterne er en dokumentation af, at det, vi gør, gør vi på en ordentlig måde.”
Nanette Thomas tilføjer, at det samtidig bliver mere og mere vigtigt, at man kan fremvise dokumentation fra en uvildig tredjepart.
En udfordrende, men lærerig proces
For Teresa Djurhuus og Sofie la Motte har processen været udfordrende og lærerig på samme tid.
”Den største udfordring har faktisk været at koordinere processerne på tværs af afdelinger og holde overblikket over de mange små opgaver og sikre, at alle krav blev opfyldt til audits,” siger Teresa Djurhuus og Sofie la Motte tilføjer: ”Vi havde heldigvis allerede mange procedurer på plads, men certificeringerne krævede, at vi justerede og dokumenterede dem på en ny måde.”
Hos Synthogra brugte man GRAKOMs ESG-konsulenter som rådgivere til arbejdet, fortæller Teresa Djurhuus og tilføjer:
”Det var stor udfordring at opbygge ledelsessystemet og revidere det løbende. GRAKOM var en uvurderlig sparringspartner i den proces. Konsulenterne hjalp os med at strukturere arbejdet og gav os klare retningslinjer, hvilket gjorde det lettere at navigere i de komplekse krav.”
En strategisk investering
Selvom certificeringerne ikke umiddelbart har genereret flere ordrer, ser Nanette Thomas det som en langsigtet investering i virksomhedens brand og troværdighed.
”Certifikaterne giver os det renommé, vi ønsker, og så kan vi nu være endnu mere proaktive i forhold til kommunikere om miljø- og fødevaresikkerhed.”
Inspiration til andre virksomheder
Både Nanette Thomas, der tog beslutningen om at blive certificeret, og Teresa Djurhuus og Sofie la Motte, som har haft fingrene helt nede i arbejdet, opfordrer andre virksomheder til at kaste sig ud i en certificeringsproces med disse råd:
- Afsæt tid og ressourcer
- Læg en realistisk plan
- Få rådgivning udefra.
FAKTA
En FSSC 22000-certificering (Food Safety System Certification 22000) er en internationalt anerkendt standard for fødevaresikkerhedsstyring, der sikrer, at virksomheder i fødevareindustrien har robuste systemer på plads til at producere sikre fødevarer. Certificeringen er baseret på ISO 22000-standarden og supplerer den med yderligere krav, herunder specifikke præstations- og branchekrav.
ISSC+ står for International Sustainability and Carbon Certification og er en international bæredygtighedsstandard. Fokus ligger på at sikre en bæredygtig anvendelse af naturens ressourcer og at etablere sporbarhed i hele forsyningskæden, så kendskab til produkternes oprindelse øges. Hvis du vil vide mere om ISCC, kan du læse mere på iscc-system.org.
GRAKOMs ESG-konsulenter er altid klar med rådgivning.
Artiklen blev bragt første gang i GRAKOMs magasin: Kommunikationsindustrien 1/2025.
