Timingen er rigtig god
Hos Stibo Complete har man som mange andre i den danske grafiske branche arbejdet med certificeringer og standarder gennem mange år. De indgår derfor i ordreinstruktioner, og medarbejderne er oplært, så de ved, hvad de forskellige certificeringer og standarder står for. De kan slå op i systemet og har gjort det de sidste 15 år. Med andre ord gennemsyrer ansvarligheden organisationen.
"Alle de ting, vi har gjort historisk i branchen, er der nu samlet op på med ’Tryk med ansvar’ kampagnen. Nu er det op til os at kommunikere det", lyder det fra Søren Henriksen, som glæder sig over at have materiale, der er nærværende, og som kunder siger er superprofessionelt og let at forstå.
Indkøb bliver mere og mere professionelt
Forståelsen for standarder, certificeringer og ansvarligheden er vigtig, for hos Stibo Complete oplever man, at kunderne oftere og oftere kommer med en ansvarlighedsstrategi, som trykkeriets løsning skal matche. Det handler derfor ikke længere kun om pris og papirkvalitet.
"Indkøberne vil gerne lægge flere æg i samme kurv, men det er en præmis, at man har styr på certificeringer og standarder. Du vinder ikke ordren alene på ansvarligheden, men du diskvalificerer dig selv, hvis du ikke er med helt fremme og har styr på det, siger Søren Henriksen.
Og han er ikke i tvivl om, at certificeringer og mærkningsordninger gør en forskel i en tid, hvor der er meget tale om transparens i forhold til at være klimavenlig, miljørigtig og bæredygtig.
"Vi bliver jo auditeret på certificeringerne og mærkningerne, og der bliver lavet stikprøver. Det er et grundigt og seriøst stykke arbejde," fortæller Søren Henriksen.
Vi kan påvirke kunderne
Ét er at have styr på certificeringer og processer. Noget andet er, at den grafiske branche skal gribe muligheden for at påvirke kunderne, så ansvarligheden kommer 'top of mind'. En holdning man møder både hos Søren Henriksen men også hos Mads Dyhrberg Andersen, der er marketing manager i Stibo Complete.
"Alle sælgere har fået et sæt af materialet til at tage med ud til både eksisterende og potentielle kunder. Vi kan med materialet være med til at påvirke, hvad vi skal snakke om til et kundemøde, så det ikke kun handler om pris. Og her tror jeg faktisk, at det er godt, at materialet ikke kommer fra os men branchen som helhed", siger Mads Dyhrberg Andersen.
Han har også brugt materialet på Stibo Completes sociale medier og linket til de artikler, der hver uge kommer ud i kampagnens nyhedsmails, og som man kan finde på trykmedansvar.dk. Det har givet synlighed, respons og også gjort, at man er kommet i kontakt med nye kunder.
"En kunde, som tidligere fik trykt sit materiale i Østeuropa, kontaktede os faktisk på baggrund af, at hun havde fået øje det, vi havde delt på de sociale medier," fortæller Mads Dyhrberg Andersen.
Han ser lige som Søren Henriksen, at kampagnen er hundrede procent relevant, og at det er godt at få rusket op i, hvorfor det lige er, at det her er vigtigt.
"Det er lidt en form for undervisning af kunderne. Nu har vi bare langt bedre mulighed for at kommunikere det, vi har forsøgt at sige i mange år," lyder det fra Mads Dyhrberg Andersen.
Artiklen er først blevet bragt på trykmedansvar.dk