Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Stor webshop stopper med brug af egne miljømærke-ikoner

Stor webshop stopper med brug af egne miljømærke-ikoner Foto: Colourbox
Torsdag 22. februar 2024
Zalando har i flere år brugt ord som bæredygtighed og egne miljømærker. Først nu efter at sagen har været omkring EU-Kommissionen stopper tøjwebshoppen med brug af generelle udtryk og med brug af egne miljømærker.

Tøjwebshoppen Zalando blev i 2021 meldt til Forbrugerombudsmanden af Forbrugerrådt Tænk for at bruge ordet ’bæredygtighed’ samt fordi man brugte egne opfundne miljømærker.

Allerede inden da havde Forbrugerombudsmanden konstateret potentielle overtrædelser af markedsføringsloven på Zalandos hjemmeside. Fordi Zalando er etableret i Tyskland, henvendte Forbrugerombudsmanden sig til det tyske Consumer Protection Cooperation (CPC). CPC-netværket er et EU-samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelsen af europæisk forbrugerbeskyttelseslovgivning. 

Sagen har nu været igennem EU-Kommissionen og CPC-netværket i Norge, Sverige og Tyskland, før det  endelig er lykkedes at få tøjwebshoppen til at stoppe med brugen af vildledende bæredygtighedsikoner, som fx et træ eller et blad, der blev vist ved siden af forskellige produkter. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Det har så nu fået Zalando til at forpligte sig til fremover at bruge konkrete udsagn om eksempelvis procentdelen af økologisk indhold og genanvendt materiale i sine produkter i stedet for bæredygtighedsikonerne og generelle bæredygtighedsudsagn.  

Samtidig har Zalando også nu taget sine egne grønne mærker af hjemmesiden.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger i pressemeddelelsen:

"Virksomheder skal kunne dokumentere de miljømæssige fortrin, de markedsfører sig med, så forbrugerne kan stole på dem. Benytter en virksomhed generelle udsagn med videre om klima, miljø eller bæredygtighed i deres markedsføring, er der strenge krav til dokumentationen. Vi anbefaler derfor virksomhederne at være så konkrete som muligt. På den måde bliver risikoen for at vildlede forbrugerne mindre, mens udsagnene bliver lettere for virksomhederne at dokumentere.”

Fra Zalandos kommunikationschef Anne Vibe Hansen har vi efter udgivelse af artiklen fået tilsendt denne udtalelse:

"Efter mere end et års intenst samarbejde om Zalandos kundeoplevelse og tæt dialog med Europa-Kommissionen er det ikke muligt at adskille, hvilke ændringer der stammer fra Zalando, Europa-Kommissionen eller CPC-netværket. Vi er dog glade for at have nået en gensidig aftale og glæder os over fortsat at kunne give vores kunder adgang til visse produktinformationer i vores sortiment."

GRAKOMs jurister står klar med rådgivning i forbindelse med medlemmernes miljømarkedsføring.

Læs også
Med den nye lov om bæredygtighedsrapportering vil man tydeligere kunne se, hvem der reelt er grønne, og hvem der bare bryster sig af det. Der følger dog også administrative byrder med rapporteringen, og her bør der følge vejledning og støtte til virksomhederne, siger GRAKOMs adm. direktør Carina Christensen.
Christina Toftegaard Nielsen, der som Forbrugerombudsmand havde stort fokus på greenwashing, skal nu være forperson for Miljømærkenævnet.