Stor interesse for at få del i magasinpuljen
45 medier har søgt om støtte fra den magasinpulje, som var en del af medieaftalen sidste år. Puljen er på 30 mio. kroner årligt i 2024-2026.
Fra Kulturministeriets side kan man endnu ikke sige, hvor mange støttemidler, der sammenlagt er ansøgt for. De enkelte medier søger desuden ikke et bestemt beløb, men tilskuddet beregnes i forhold til de enkelte magasiners redaktionelle omkostninger.
I første omgang var kravet til puljen, at man skulle have minimum 3 redaktionelle medarbejdere. Flere magasinudbydere – heriblandt i GRAKOMs magasin: Kommunikationsindustrien, argumenterede for, at det var for rigidt et krav.
Efterfølgende er kravet blevet sat ned til 1,5 redaktionelle medarbejdere inkl. chefredaktøren.
"Vi er godt tilfredse med, at Kulturministeriet har genovervejet kravet om 3 redaktionelle medarbejdere og erkendt, at det var for højt. Vi foreslog, at man skulle kigge på de redaktionelle omkostninger i stedet for et rigidt krav om antallet af redaktionelle medarbejdere. Men det, at man har sænket kravet til 1½ medarbejder har gjort, at flere forskellige medier, herunder også medier, der gør brug af freelancere i stedet for fastansatte, nu har kunnet søge støtte. Vi kan da også se, at mange forskellige medier har søgt. Nu bliver det selvfølgelig spændende at følge, hvem der reelt får del i midlerne”, siger GRAKOMs adm. direktør Carina Christensen.
En af de mindre medier, der har søgt, er iscene.dk. Iscenes kritikredaktør, Anne Liisberg har tidligere sagt til GRAKOM:
”Freelancere er jo en del af mediebilledet. De arbejder ofte for flere forskellige medier, fx skriver vores freelancere også for Weekendavisen, Information og Jyllands-Posten. Det bør Medienævnet tage højde for. At de ikke gør det, peger på, at der er brug for mere viden i nævnet.”
GRAKOMs direktør Carina Christensen savner stadig en styrkelse af Medienævnets kompetencer inden for magasinområdet.
"Det har de selv har peget på, at de mangler, og vi stiller os meget gerne til rådighed,” siger Carina Christensen.
Tilskud kan ydes til publicistiske magasiner, der
- - et selvstændigt publicistisk magasin med en ansvarshavende redaktør
- på redaktionen har redaktionelle medarbejdere, som sammen med den ansvarshavende redaktør udgør minimum 1,5 lønnede redaktionelle årsværk
- har et indhold, hvor mindst 50 pct. af det samlede indhold er redaktionelt stof i form af artikler m.v.
- har et indhold, hvor mindst en tredjedel af det redaktionelle stof har samfundsmæssig, politisk eller kulturel karakter
- i det redaktionelle stof dækker flere forskellige emner, eller at ét emne behandles generelt og belyses fra flere og brede synsvinkler
- har et indhold, hvor mindst en sjettedel af det samlede indhold er selvstændigt journalistisk bearbejdet indhold med henblik på offentliggørelse i det pågældende publicistiske magasin
- udkomme i ny udgave minimum seks gange årligt
- er redigeret til et bredere dansk publikum
- er omfattet af Pressenævnets kompetence eller på ansøgningstidspunktet er anmeldt hos Pressenævnet
Det er Medienævnet, der under Slots- og Kulturstyrelsen, administrerer puljen. Det forventes, at ansøgerne får svar om 12 uger.
Disse har søgt om støtte fra Magasinpuljen:
Story House Egmont: Alt for Damerne, alt.dk, Boligliv, Euroman, Eurowoman, Hendes Verden, HER & NU, Hjemmet, RUM
Aller Media: Billed-Bladet, Familie Journal, femina.dk, Isabellas, Se og Hør, Spis Bedre, Søndag, Ude og Hjemme, Vi Elsker Serier
Bonnier Publications: Bilmagasinet, Bo Bedre, Boligmagasinet, Costume, Digital Foto, Gør Det Selv, Historie, I Form, Idenyt, Illustreret Videnskab, Komputer For Alle, LIV, woman.dk
Nordiske Medier: Metal Supply, Motor-Magasinet, Søfart, Vigeur
Atlas Magasin
Bastard.blog
Bogmarkedet
Børn & Bøger
DinVinGuide
Elle
Iscene
Soundvenue
To the Moon, Honey
Videospilsmagasinet