Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Stigende priser på papir skyldes mere end energipriser

Stigende priser på papir skyldes mere end energipriser
Thomas Torp
Administrerende direktør Thomas Torp
Torsdag 27. oktober 2022
Papirproducenterne tjener styrtende med penge, måske de burde tone rent flag ved de næste prisstigninger og kalde det et overnormalt profittilæg, skriver GRAKOMs adm. direktør Thomas Torp i dette indlæg.

Stigende priser på papir skyldes mere end energipriser

Der går nærmest ikke en måned uden nye prisstigninger på papir. Stigninger som typisk begrundes med højere energipriser. Dette er imidlertid langt fra hele sandheden. Det er rigtigt, at papirfabrikkerne har oplevet store stigninger i energipriserne ligesom resten af samfundet, men papirpriserne er hævet betydeligt mere end stigningerne i energipriserne kan begrunde.

Den store finske papirproducent UPM - der leverer omkring 50 pct. af alt papir, brugt til magasiner og ugeblade i Norden – har for nyligt annonceret et fantastisk driftsresultat for 3. kvartal 2022. Trods de store prisstigninger på energi, tjener deres papirdivisioner betydeligt bedre i 3. kvartal i år end sidste år. Selv den store langvarige strejke på blandt andet UPM’s papirfabrikker, der varede adskillige måneder i begyndelsen af 2022, har ikke ændret ved, at UPM i 2022 vil tjene betydeligt mere på salg af grafisk papir end sidste år.

UPM er ikke den eneste papirproducent, som tjener styrtende, men bare én i rækken.

De store prisstigninger på papir kan betyde, at udviklingen mod digital kommunikation accelereres, og spørgsmålet er om kunderne så kommer tilbage, når priserne på papir igen falder. Papirfabrikkerne risikerer dermed at ødelægge deres fremtidige marked i deres snæversynede jagt på, hvad der ligner overnormale profitter i en tid, hvor der er krise i resten af samfundet.

Den seneste tid er energipriserne igen begyndt at falde. Nu bliver det så spændende at se, om papirpriserne følger med ned, eller om papirproducenterne fortsat bruger energipriser som undskyldning for at hæve papirpriserne yderligere. Måske burde papirproducenterne bare tone rent flag med de næste prisstigninger og kalde det et overnormalt profittillæg.

Læs også
På mange typer af returpapir har der været stigende priser til trykkerierne siden årets start.
De forskellige papirtyper fortsatte med at stige i maj på det europæiske marked. Bortset fra priserne på avis- og magasinpapir, som til gengæld – lige som priserne på de øvrige papirtyper – forventes at stige også i juni. Det skriver Intergraf.