Skriften på væggen

For fagfolk kan valget af en skrifttype være en altafgørende beslutning, der er baseret på flere måneders overvejelse. Men for de uindviede ligner alle skrifttyperne egentlig hinanden. Udkoms journalist, Ole Blegvad, er en af de sidstnævnte, og han har aldrig helt forstået, hvorfor det er så vigtigt, hvilken skrifttype en tekst er skrevet i. Nu prøver han at blive klogere.



Lad mig sige det med det samme. I rigtig lang tid var den eneste skrift, jeg kunne huske navnet på, halvfed Bodoni. Det var efter at have haft ”Elementær grafik og avisteknik” på Journalisthøjskolens første semester i 1987. Eller Elmografi, som vi kaldte faget efter fagets lærer – den navnkundige Elmo Mikkelsen. Her lærte vi vejen fra manuskript til sats. Om rubrikkernes størrelse i forhold til brødtekst. Vi lærte om punktstørrelser, satslinjer, om cicero, om kegle, fed og halvfed. Vi lærte også om skriftens historie fra ægypternes papyrusruller til Gutenberg og bogtrykkerkunsten. Og om de første skrifttyper, Gammel Antikva, Baskerville, Ny Antikva og Grotesk. Det var også til timerne i det store auditorium på Oluf Palmes Alle i Aarhus N, at jeg første gang hørte om skrafferinger – de pyntestreger, bogstaverne har i top og bund. Om dråbeformede punkter, om vandrette og lodrette linjer, der mødes i rette vinkler, om grund- og hårstreger. Jeg må ærligt indrømme, at jeg havde svært ved at se, når skrafferingerne var så kraftige, at de optisk var lige så tykke som bogstavernes grundstreger.

Jeg bestod faget (som siden helt er sløjfet), men blev aldrig rigtig god til at gennemskue og se forskel på de forskellige skrifter. Faktisk er jeg stadig ikke særlig god til det. Jeg har, uden at spille smart, ikke opdaget skriften på væggen, og jeg har altid haft svært ved at forstå, hvorfor det er så vigtigt, hvilken skrifttype en tekst er skrevet med. Derfor ringer jeg til en af Danmarks førende eksperter ud i alverdens skrifter.

Sofie Beiers officielle titel er skriftdesigner og lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis skoler for arkitektur, design og konservering, men spørger man en på gaden, vil de nok bare sige, at Sofie Beier er total nørd inden for skrifttyper. Jeg spørger hende, om jeg er helt fortabt, når jeg nu ikke kan kende forskel på skrifttyper.

»Det er faktisk de færreste, som kan huske forskelle i detaljer ved skrifttyper. Det gælder også folk, der arbejder med skrifttyper hver dag,« trøster Sofie Beier mig.

Men så tvister lektoren mig alligevel. »Skrifter er som ansigter. Du kender for eksempel dine naboer ved, hvordan de ser ud, og at mandens ansigtsudtryk er venligt og imødekommende. Du ved også, at kvinden i nabohuset har et mere seriøst og alvorligt udtryk, men du kan ikke huske, at han har store runde øjne, og at hun har en smal mund. På samme måde med skrift- typer – særligt de skrifter, der bruges til display – vi fornemmer en stemning, men kan ikke sige, hvor stemningen kommer fra, og hvad der præcist skaber den stemning.«

Otte år efter mine ’elmografi-timer’ på Journalisthøjskolen mødte jeg min nuværende kæreste. Han var grafisk designer, og ansat hos en af tidens store pladecover-designere, Søren A. Olsen, der drev tegnestuen Mand Over Bord. Op gennem 80’erne og 90’erne var covers for musikbranchen hovedbeskæftigelsen hos Mand Over Bord. Dizzy Mizz Lizzys debutcover fra 1994, Kim Larsens Yummi Yummi (1988), Hanne Boel og One Two for at nævne nogle af datidens kunder.

Jeg må straks – på det private niveau – dementere, at min kæreste er en af de grafikere, der ikke kan kende forskel på skrifter. Hvor en inkarneret fodboldfan kan navne som Franz Beckenbauer, Johan Cruyff og Pélé i søvne, kan min kæreste afkode Garamond, Gill Sans og Helvetica i søvne.

Vi er ikke kommet ret langt ned ad den tyske autobahn på vores første ferie, før min kæreste spørger:

»Kan du kende den skrift, der er på vejskiltene?«

»Øh ja, det er vel halvfed Bodoni, svarer jeg lidt kækt.«

»Nej, det er det så ikke. Den skrift, de bruger på vejskiltene, hedder DIN. Det er den skrift, Björk, den islandske sanger, bruger på sit seneste cover (Post 1995). DIN betyder Deutsches Institut für Nornung, en slags tysk institut for standarder. Det er en font, der oprindeligt blev designet til brug i industrien. Den har et meget enkelt udtryk og er let at læse. Man kan sige, at den er usminket i sin stil. Derfor er den meget anvendelig til skiltning på for eksempel motorvejsskilte.

«Snakken – eller måske mere enetalen, for jeg forstod ingenting – fortsatte og snart viste vejskiltene, at vi lige straks var i Hamborg.

På turen ned ad autobahn blev jeg klogere på skrifter. I mit journalistiske univers har mit fokus primært været på avistypografi. Jeg havde egentlig aldrig overvejet, at en skrift på et motorvejsskilt også var noget, der var tænkt over, eller at skrifterne i logoer for Danske Bank, Toms Chokolade eller Lurpak var noget, skriftkyndige designere havde arbejdet grundigt med.

»De bedst fungerende skrifter er dem, hvor skriftdesigneren ikke kun har arbejdet med de enkelte bogstaver, men har fokuseret lige så meget på de indre rum, og på de rum der opstår mellem de enkelte bogstaver,« siger Sofie Beier.

Avisen, bogen, brochuren, teksten på tv-skærmen, på produktet, i brugsanvisningen og i teaterprogrammet. Der er skrifter alle steder. Sofie Beier fortæller, at der er meget historie forbundet med de mange forskellige skrifttyper.

»Der er to overordnede kategorier: Brødtekstskrifter og displayskrifter. De mere klassiske brødtekstskrifttyper har ikke ændret sig meget de seneste 500 år. Det skyldes, at vi som læsere er meget konservative, og når vi læser en brødtekst, vil vi helst møde en skrifttype, der følger de kendte konventioner uden at afvige for meget. I overskrifter er det til gengæld muligt at udforske og udfordre formatet på en helt anden måde.«

Der findes et hav af skrifttyper. Jeg prøvede at tælle de mulige skrifttyper, som findes i min computer, men gav op, da jeg nåede flere end 400 forskellige. Derudover findes langt de fleste skrifttyper i op imod tyve forskellige snit.

Man skulle derfor tro, at der var rigeligt med bogstaver at vælge imellem, rigeligt med majuskler, minuskler, grundstreger, underlængder, seriffer, udløb og versalhøjder at vælge mellem. Men nej, sådan er det ikke: Der designes til stadighed nye skrifttyper. Blandt andet når store firmaer skal relanceres eller rebrandes.

Jeg falder over en artikel om, at et af verdens stærkeste brands, Coca Cola, netop nu er ved at realisere en ny brandstrategi for læskedrikken. Firmaet vil have en ensartethed på verdensplan og et tættere produktfællesskab mellem de forskellige typer af Coca Cola – Diet, Zero, Life osv. I den proces er designere helt inde at lege med formerne og kurverne i det velkendte logo. Ændringer, som formentlig kan være svære at se for det utrænede øje.

Men hvorfor blive ved med at designe nye skrifter, når der i forvejen er så mange skrifttyper at vælge imellem?

»Hvorfor køber vi nye biler eller nyt tøj? Som så meget andet bliver skrifttyper umoderne med tiden. For 10-15 år siden var det moderne, at skrifttyperne havde et firkantet look. I dag bevæger trenden sig mod mere runde, humanistiske skrifter. Skrifttyper kan desuden bruges til at kommunikere en stemning eller en følelse, og dem kan vi jo ikke få nok nuancer af,« forklarer Sofie Beier.

Jeg har forstået, at skrifttyper er med til at signalere budskaber. De hjælper os med at navigere og kommunikere. Skrifttyper er kombinationen af æstetik og teknik, af tydelighed og forståelse. Og så kan en skrifttype pludselig blive forbundet med et bestemt fænomen, som de gotiske bogstaver, de fleste i dag associerer med Nazi-Tyskland. Som udgangspunkt skal alle skrifttyper dog kunne opfylde et formål:

»En velfungerende brødtekstskrifttype er ’usynlig’. Læseren må ikke bemærke de særlige karaktertræk ved skriften, og efter endt læsning skal man ikke kunne huske, om skriften havde seriffer eller ej, eller om g’et havde én eller to etager. Af samme grund har vi svært ved at genkende skrifter, fordi vi ikke har bemærket dem, og det er en god ting. Ellers ville vi ikke huske, hvad vi havde læst,« siger Sofie Beier.

Og så kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke, at skriften på væggen afhænger af øjet, der ser. Som da min gamle arbejdsplads, TV Avisen, skulle have nyt grafisk koncept i 2004. Fra DR hed det: ’Vi har skabt et sammenhængende, stærkt, visuelt udtryk, der afspejler DR Nyheders kerneværdier: Troværdighed, alsidighed, uafhængighed og mangfoldighed.’ Og den daværende DR1-chef Lars Grarup sagde: ’Designet er enkelt, funktionelt og tidssvarende – baseret på en klassisk, skandinavisk designtradition. Vi har skabt en sammenhæng og genkendelighed, der er med til at styrke vores image som Danmarks førende nyhedsmedie, og som afspejler den høje kvalitet, man forbinder med resten af produktet.’

Det lyder som en salgstale, hvilken som helst virksomhedschef kunne have udtænkt. Men da min kæreste så den første TV Avis med det nye design, var hans første kommentar: »Sjovt, at de har valgt den skrift, Bell, der blev designet til de amerikanske telefonbøger i 70’erne, og som nu har fået en revival i det engelske bøssemagasin Attitude. Mon de er klar over det?«