Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Skovrydningsforordningen: Fælles opråb fra 28 europæiske organisationer

Skovrydningsforordningen: Fælles opråb fra 28 europæiske organisationer
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Mandag 30. september 2024
Skovrydningsforordningen (EUDR) skal træde i kraft ved årsskiftet. Men det er et kæmpe problem, når retningslinjer og værktøjer ikke er på plads. Det siger europæiske organisationer nu i et fælles opråb til EU Kommissionen.

Hele 28 europæiske organisationer står bag en fælles anmodning til Europa Kommissionen og medlemslandene om at udsætte ikrafttrædelsen af den nye skovrydningsforordning (EUDR).

Organisationerne, som bl.a. tæller Intergraf, som GRAKOM er medlem af, peger på flere problemer, som fx det manglende informationssystem TRACES, hvor virksomhederne skal indtaste due diligence-erklæringerne samt systemet til risikovurdering af landene.

”Det er et ret kraftigt signal, når så mange organisationer, som dækker alle leverandørkæder til de grafiske virksomheder, står sammen. Det understreger situationens alvor. Og det har vi også tidligere gjort opmærksom på i vores høringssvar til Miljøministeriet,” siger rådgivningschef i GRAKOM Per Kaae Hansen.

Tidsplan vil medføre økonomiske konsekvenser og tab af arbejdspladser.

De 28 organisationer skriver i deres fælles brev til Kommissionen, at de frygter at den nuværende tidsplan, hvor virksomhederne skal leve op til skovrydningsforordningen allerede ved årsskiftet, vil medføre negative økonomiske konsekvenser og tab af arbejdspladser. Derfor opfordrer de til, at ordningen udskydes indtil de nødvendige retningslinjer og værktøjer er på plads.

Det fælles fodslag er helt på linje med GRAKOMs tidligere udmelding, hvor adm. direktør Carina Christensen sagde:

”Det bliver umuligt for vores medlemsvirksomheder – og for mange andre virksomheder – at leve op til loven, når den træder i kraft, fordi praktikken fra det offentliges side ikke er på plads.”

I høringssvaret til Miljøministeriet anbefalede GRAKOM også at udsætte tidspunktet for, hvornår forordningen skal gælde og man bad også Miljøstyrelsen om at lægge pres på EU-Kommissionen ift at komme med en opdateret vejledning og FAQ.

Carina Christensen ser meget positivt på, at der nu kommer et fælles opråb, og hun har en opfordring til den danske miljøminister Magnus Heunicke:

”Vi er rigtig glade for at der nu er så mange der står sammen, for vi ser med stor alvor på situationen. Det er en helt urimelig situation, som man sætter virksomhederne i. Derfor vil jeg også appellere til den danske miljøminister om at gå ind i sagen og løfte den overfor EU Kommissionen.”

Hvis det ikke lykkes at udsætte ikrafttrædelsen, mener Carina Christensen, at man som minimum bør være forstående overfor virksomhederne:

”Hvis man ikke vil rykke datoen for, hvornår loven skal gælde, håber jeg på – som vi også har skrevet i vores høringsbrev, at man som minimum ikke vil sanktionere virksomhederne allerede fra den 1. januar.”

Det fælles brev kan læses her

Her er et webinar, som Intergraf, der er en af de 28 organisationer bag brevet, afholder.

To dage efter denne artikel blev offentliggjort, har EU Kommissionen udskudt forordningen i et år. Læs her.

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.