Skoven vokser – når vi bruger papir
Af: Martin Einfeldt
Ansvarlige skovbrug er vedvarende skove. Her planter man mange tusinde træer pr. hektar. De vokser op så tæt på hinanden, at de bliver rette og uden store sidegrene. Efter 50-100 år er træerne store nok til tømmer, og undervejs er langt de fleste (over 90 pct.) af de oprindeligt plantede træer blevet fældet for, at de sidste træer kan blive så store som mulige. De fældede træer bliver brugt til papir og er med andre ord et biprodukt fra skove, som dyrkes for at producere store træer til tømmer i byggeriet.
Skoven vokser lige meget, målt i tons træ, og suger lige meget CO2 ud af luften, uanset om man fælder nogle af træerne. De tilbageblevne træer vokser blot så meget mere, fordi de efter udtyndingen får mere vand og lys.
Man fælder aldrig alle træerne, og der spares derfor hele tiden mere træ op i skovene, selv om der tyndes ud hvert 5.-10. år. Den geniale, klimavenlige og overraskende fidus ved vedvarende skovbrug er netop det, at man kan fælde det, man kalder udtyndingstræ uden at mindske skovens fortsatte træproduktion og CO2-lagring.
Det er derfor godt for skovene, at der bliver brugt papir. Når tyndingstræerne bliver solgt undervejs, påvirker det skovenes økonomi og mulighed for at producere store træer til miljø- og klimavenligt byggeri.
Papir og skovenes naturværdier
Hugsten af tyndingstræer går heller ikke ud over skovenes naturværdier, fx biodiversiteten. Det vigtige for biodiversiteten er store gamle træer, som får lov at blive i skoven og rådne op. Det giver liv til biller, insekter, svampe og fugle.
Tynde træer derimod har ringe biologisk værdi, når de rådner i skoven. Så det giver masser af mening i stedet at udnytte dem til fx papir.
Øget brug af papir vil give mere skov
Øget efterspørgsel på biler medfører flere bilfabrikker. Øget efterspørgsel på fødevarer medfører mere landbrug. Og øget efterspørgsel på træprodukter, fx papir til tryksager og emballage, medfører mere skov.
Forklaringen er, at udsigten til et større salg af træ, gør det mere tillokkende for jordejere at kaste sig ud i den meget langsigtede investering, det er at plante træer i jorden.
Derfor kan man bruge papir med rigtig god samvittighed.
Intet papir kommer fra regnskoven
Hvert år ryddes tropisk regnskov, og det giver mange steder problemer for fx lokalbefolkningerne og biodiversiteten.
Den største årsag til rydningerne er, at jorden omlægges til landbrug for at producere fødevarer. De største forhindringer for at gøre noget ved det, er fattigdom og regeringer, som ikke er i stand til at håndhæve egne love og skovplaner.
Derimod er forbruget af papir ikke med til at rydde regnskov. Intet af det papir, som bruges i Danmark, er lavet af træ fra regnskove.
Mere træ
FN og WWF opfordrer verden til at bruge mere træ og flere træprodukter som en nøgle til en fossilfri og miljø- og klimavenlig fremtid. Det kan og bør ske samtidig med, at man beskytter skovenes naturværdier fx i skove, hvor træerne bruges til at skabe biodiversitet i stedet for træprodukter.
FSC og PEFC
Forest Stewardship Council (FSC) og Programme for the Endorsement of Forest Certification (PEFC) er verdens to største certificeringsordninger for skove. De fremmer miljømæssig, social og økonomisk ansvarlig og god skovdrift over hele kloden.
De kræver, at skovdriften opretholder skovens biologiske mangfoldighed, produktivitet og økologiske processer. De kræver også at skoven bliver drevet til gavn for lokalbefolkningen.
Uafhængige 3. parter kontrollerer løbende, at skovdriften opfylder disse krav.
Papir med FSC- eller PEFC-mærke stammer således fra dokumenteret bæredygtig skovdrift.
Over 90 pct. af Danmarks trykkerier er certificerede til at håndtere FSC- og/eller PEFC-papir, og stort set alt papir som bruges i Danmark, er certificeret efter en eller begge af disse ordninger.
Der er rigeligt med træ til papir
De europæiske skove vokser hvert år. 45 pct. af EU’s samlede areal er dækket af enten skov (39 pct.) eller anden træbevoksning (6 pct.). Europas skove vokser årligt med et areal, der er større end Fyn.
Hugsten i Europas skove er kun 75 pct. af den årlige tilvækst. Der betyder, at der bliver sparet mere og mere træ op i skovene hvert år, selv om noget træ bliver brugt til fx papir.
Artiklen er første gang blevet bragt på trykmedansvar.dk