Skiltevirksomhed blev truet med blokade
Tirsdag 19. april 2016
Studsgaard Skilte i Frederikshavn blev i 2014 mødt af et krav fra Malerforbundet om at tegne overenskomst. Grakom gik ind i sagen, og blokadevarslet blev opgivet.
Direktør Jan Kramme troede næsten ikke sine egne øjne.
»Jeg må indrømme, at jeg nærmest ikke havde fantasi til at forestille mig, at der skulle stå malere her udenfor og blokere for mine leverandører.«
Men brevet fra Malerforbundet var ikke til at tage fejl af. Hvis ikke Studsgaard Skilte tegnede overenskomst gennem dem, så ville virksomheden blive udsat for en blokade.
Forinden havde Jan Kramme, der ejer virksomheden med fem ansatte, modtaget et andet brev fra Malerforbundet. Studsgaard Skilte havde nemlig taget en skilteteknikerelev. »Jeg fik et brev fra dem, hvori der helt kort stod:
”Vi kan se, at du har en elev. Derfor skal du tegne overenskomst gennem Malerforbundet.” Det var i en nærmest befaldende tone.”
Efter at have tænkt over det i nogle dage besluttede Jan Kramme, at det ikke kunne være rigtigt.
»Vores elev har aldrig haft en malerpensel mellem hænderne. Sådan er en skilteteknikers arbejde jo slet ikke længere. Derfor kunne jeg slet ikke se, hvorfor Malerforbundet havde ret til at kræve en overenskomst af mig.«
Da han nægtede at imødekomme kravet, kom varslet om blokade.
Jan Kramme kontaktede Grakom, der via Dansk Arbejdsgiverforening protesterede mod blokadevarslet. Men det fik ikke Malerforbundet til at trække sig. Derfor blev sagen indbragt for Arbejdsretten, der dog måtte beramme sagen om ad flere gange i perioden fra februar 2014 til november 2015. Kun ti dage før retssagen valgte Malerforbundet dog at opgive deres varslede blokade.
»Jeg er selvfølgelig glad for udfaldet. Jeg er løbende blevet orienteret af Grakoms jurister om sagens forløb, så jeg har kunnet tage mig af at drive min virksomhed,« siger Jan Kramme.
Han er derfor lettet over, at han var medlem af Grakom, da henvendelsen fra Malerforbundet kom ind ad døren.
»Jeg har en kollega, der står i samme situation, som jeg var i. Men han er ikke medlem af Grakom, og han må derfor kæmpe hele kampen selv. Det koster altså meget tid og mange penge.«
Læs også
Efter massivt politisk pres har regeringen netop besluttet at reducere virksomhedernes gebyrer til producentansvaret for emballage. Efter kritik af uens priser i kommunerne vil man nu også sikre ens beregningsmetoder i kommunerne landet over samt undersøge, hvad Danmark kan lære af tilsvarende ordninger i vores nabolande.
For at imødekomme kundekrav og løfte sin konkurrenceevne har Trykteam Svendborg taget springet ind i en kompleks certificeringsverden. Med støtte fra GRAKOM har virksomheden i dag både ISO 9001, ISO 14001, Svanemærket og ClimateCalc – og oplever øget markedsværdi, større troværdighed udadtil og bedre struktur i hverdagen.