Scandinavian Print Group køber Cool Gray
Scandinavian Print Group (som Lasertryk er en del af) køber pr. 1 november Cool Gray, der både fungerer som trykkeri og bureau.
Nuværende adm. direktør Jesper Ulsø stopper. Ny direktør for Cool Gray, som fortsætter som selvstændigt brand, bliver nuværende medejer Brian Hindse, der i dag er salgsdirektør. Den anden medejer Mogens Saugmann fortsætter ligeledes i det nye setup.
Om baggrunden for salget, siger Mogens Saugmann i en pressemeddelelse:
”Vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan fremtidssikre Cool Gray-brandet, og er er vi kommet frem til, at vi som brand og virksomhed vil stå stærkere ved at blive en del af Scandinavian Print Group (som er den del Lasertryk hører under, red.). Igennem forhandlingerne har Scandinavian Print Group været positivt stemt over for vores brand og vores tilgang til markedet, og derfor har det også været deres ønske at føre brandet og store dele af vores setup videre."
Det er ikke alle medarbejdere, der kommer med over til Lasertryk og Scandinavian Print Group. Økonomiafdelingen, it-afdelingen og produktionsteamet, som udgør under halvdelen af medarbejderstaben kommer ikke med.
Med over i det nye setup kommer medarbejdere inden for salg, koordinering, pakkeri og kundelager samt kreative og specialister.
”Det har i denne proces været vigtigt for os at sikre så mange af vores dygtige og dedikerede medarbejdere som muligt, der skal være med til at føre kulturen og vores kvalitetsbevidste indsats videre. Derfor er vi glade for, at over halvdelen af vores medarbejdere fortsætter, så vores kunder fremadrettet vil samarbejde med de samme kontaktpersoner i det nye setup. Samtidig har vi et ønske om at hjælpe de dygtige kolleger, vi nu desværre må sige farvel eller på gensyn til, videre. Vi har et godt kendskab til branchen og vi vil bestræbe os på at hjælpe flest muligt sikkert videre,” siger Brian Hindse.
Cool Gray flytter den 1. november til Lasertryks lokaler i Vallensbæk.
Fakta
Lasertryk blev etableret af Esben Mols og Anders Grønborg i 2000. I 2017 blev Scandinavian Print Group, som Lasertryk er en del af, opkøbt af Die Druckerei (Onlineprinters).
Scandinavian Print Group er i dag moderselskab for over 15 grafiske virksomheder. Der er 600 medarbejdere fordelt på afdelinger i Vallensbæk, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Gråsten, Frederikshavn, Stockholm og Szczecin i Polen.
Lasertryk har 245 medarbejdere i Danmark. Man startede produktion i Polen for tre år siden, og er nu ved at være klar med en udbygning af fabrikken til i alt 18.000 m2, hvor man udover storformat og bogproduktion supplerer med digital og offset tryk med i alt 260 medarbejdere.
I 2020 købte Scandinavian Print Group Elbo og Specialtrykket Arco i Danmark samt Eurographic i Stockholm.